JURA Jeg har tidligere brugt en klumme på at beskrive fleksjobordningen med fokus på de forhold, som en arbejdsgiver skal være særligt opmærksom på, når/hvis en fleksjobber skal ansættes. Det, der især er udfordrende ved fleksjobbere er, at den tilstand, der gør, at de ikke kan passe et ordinært arbejde, i juridisk forstand er et handicap.
En fleksjobber, der eksempelvis har dårlig ryg, har krav på, at arbejdsgiver tilpasser arbejdet til den dårlige ryg både i forhold til arbejdets indhold, arbejdspladsens indretning og arbejdstiden m.v.
Hvis arbejdsgiver ikke opfylder de tilpasningsforpligtelser, som forudsættes, kan fleksjobberen rejse krav om godtgørelse for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Fleksjobberen har med andre ord krav på en positiv forskelsbehandling - der skal tages særlige hensyn.
Standard-taksten for at forskelsbehandle en medarbejder er ni måneders løn; fuld løn, vel at mærke, så selvom ansættelse af en fleksjobber normalt vil indebære kommunalt tilskud, så er der intet tilskud at hente, hvis arbejdsgiveren bliver dømt for forskelsbehandling.
Derudover er det således, at det som udgangspunkt er arbejdsgiver, der skal bevise, at der ikke er sket forskelsbehandling, og at han har gjort alt, hvad han kunne, for at tilpasse arbejdet i fornødent omfang.
I de senere år har der været rigtig mange sager ved domstolene omkring netop forskelsbehandling af fleksjobbere, og eftersom bevisbyrden ligger hos arbejdsgiveren, er det yderst sjældent, at arbejdsgiver undgår at betale en godtgørelse.
Fleksjobber anlagde sag
I Din Biladvokat har vi netop ført en sådan sag for et medlem af Dansk Bilbrancheråd - en sag, som vi ikke kunne føre i rådet på grund af den advokatregulering, vi er underlagt som brancheforeningsadvokater.
I sagen havde et værksted ansat en fleksjobber som kontorassistent. Hun havde været ansat i seks år og parterne havde i alle årene haft et godt samarbejde. Der var taget en lang række hensyn til fleksjobberen, hvis skånehensyn først og fremmest havde fokus på at undgå stressede arbejdssituationer. Til eksempel var fleksjobberen oprindeligt ansat til at køre mindre ture til og fra syn m.v. men da hun havde ytret en vis utryghed omkring denne del af arbejdet, havde hun været fritaget herfor.
Værkstedet fik mere og mere travlt, og bad derfor i efteråret 2015 fleksjobberen om at udfylde sin stilling fuldt ud, herunder køre til syn med biler og om - om muligt - at sætte arbejdstiden lidt op. Det reagerede fleksjobberen kraftigt på og bad om betænkningstid. Hun oplyste samtidig, at hun havde behov for at drøfte sagen med sin fagforening, hvorefter hun ville vende tilbage.
Få dage senere sygemeldte hun sig og vendte ikke tilbage. Værkstedet afventede en tilbagemelding, men da den ikke kom, skrev de til fleksjobberen, at de anså hendes tavshed som udtryk for, at hun ikke ønskede at arbejde for værkstedet mere, hvorefter hun blev opsagt.
Fagforeningen rejste derefter krav om 18 måneders løn svarende til knap 500.000 kr. hvilket værkstedet afviste. Herefter startede retssagen.
Byretten kom frem til, at værkstedet ikke havde løftet bevisbyrden for, at de ikke havde forskelsbehandlet fleksjobberen. Værkstedet blev med andre ord pålagt risikoen for, at fleksjobberen ikke vendte tilbage, og det var værkstedet, der skulle have undersøgt, om det havde været muligt at finde en anden løsning på behovene for flere arbejdsopgaver og øget tid.
Formildende omstædigheder
Ikke desto mindre var der en række formildende omstændigheder, der gjorde, at fleksjobberen "kun" blev tilkendt seks måneders løn, eller 1/3 af det oprindelige krav.
Vi havde forventet, at fagforeningen ville anke sagen, fordi dommen kraftigt underkender den standardiserede godtgørelse for forskelsbehandling af handicappede. Derfor er vi også nødt til at se sagen som en succes.
Moralen - og det, sagen kan lære os - er, at det er uhyre vigtigt at være særlig opmærksom, når fleksjobbere skal afskediges.
Har man mulighed for det, så bør opsigelsen altid drøftes, planlægges og gennemføres med en rådgiver; og hvorfor ikke tage fat i sin brancheorganisation i den sammenhæng?
Fleksjobbere og faldgruber
Arbejdsgivere skal være opmærksomme på en række forhold, når eller hvis en fleksjobber skal ansættes.