TANKHANER Shell er klar til at udrulle produktet V-Power Diesel til rundt regnet 750.000 danske bilister. Egentlig blev produktet præsenteret tilbage før sommerferien i forbindelse med, at Shell-tankstationerne i Danmark ville sløjfe 92 oktan, men nu sker den fulde udrulning af brændstoffet.
Shell lover selv, at V-Power Diesel adskiller sig fra andre produkter ved at forebygge mod og fjerne belægninger i motoren og samtidig holde forbrændingssystemet rent. Det nye dieselprodukter finder vej til cirka 150 Shell-stationer med butik. Her lover Shell, at de mange danskere, der kører i en dieselbil, får nogle af de samme fordele, som ejere af benzinbiler har haft siden 2001, hvilket omfatter avanceret diesel med aktive additiver, som renser motoren, mens den kører, og holder den velkørende uanset alder.
Mere tryk på
I dag arbejder bilfabrikker på at gøre motorer mindre, men samtidig mere kraftfulde. Udviklingen betyder, at bl.a. tryk og temperatur i motorerne stiger og at risikoen for opbygning af belægninger i motoren øges. F.eks. opererer indsprøjtningssystemet i en VW Passat Diesel fra 2015 med omkring 400 bar højere tryk end tilsvarende VW Passat fra 2005, fortæller Shell.
Udviklingen skaber behov for avancerede brændstoffer, der bekæmper belægninger i brændstofsystemet. Det mener Søren Møller Maretti, retaildirektør i DCC Energi, som driver Shell netværket i Danmark.
- De mere intense motorforhold har også en betydning for brændstoffet og forbrændingen i motoren. Bl.a. stiger risikoen for, at sod og urenheder sætter sig på vitale dele i brændstofsystemet. Det kan forringe motorens ydeevne. Shell V-Power Diesel er udviklet til at fjerne og forebygge belægninger i en dieselmotor, siger Søren Møller Maretti.
Og han tilføjer:
- Derfor er jeg glad for, at vi nu kan tilbyde bilister med en dieselbil Shells mest avancerede diesel. Fra d. 12. september har vi Shell V-Power Diesel på 150 af vores bemandede stationer. Dermed kan også dieselbilister fremover tanke sig til en renere og mere velkørende motor.
Derfor nedbrydes belægninger
Med lanceringen af det nye dieselprodukt kan bilister vælge mellem to forskellige dieselprodukter på landets bemandede Shell servicestationer - den nye Shell V-Power Diesel og Shell FuelSave Diesel.
Shell V-Power Diesel indeholder Shells Dynaflex teknologi, som bygger på avancerede komponenter, der tilsættes basisdieselen for at rense brændstofsystemet og forebygge, at belægninger over tid reducerer motorens ydeevne. Dertil kommer aktive komponenter i brændstoffet, der får additiverne til at fæstne bedre på metaloverflader i motoren.
- Shell V-Power Diesel er et af de mest avancerede dieselprodukter på markedet. Brændstoffet hjælper med at holde en ny motor ren længere og give en ældre dieselbil kræfterne tilbage, lover Søren Møller Maretti.
Det kan nyt diesel-produkt
Nyt dieselprodukt fra Shell skal blandt andet skåne motordele bedre.