SYNERGI Det bliver en fordel for de danske kunder, autovirksomhederne, at landets to største B2B-spillere på tilbehørsområdet, Avant Denmark og F. Bülow & Co., nu bliver til én virksomhed, efter Avants køb af konkurrenten pr. 1. september 2017. Det oplyser indehaver af Avant Denmark, Brian Thaysen, der kalder sammenlægningen for en konsolidering, så virksomheden står stærkere i forhold til konkurrenter i udlandet, samt til leverandørerne bag de mange agenturer.
- Vi vil ikke blive dominerende på markedet i den forstand, at vi kan skrue priserne op på eksempelvis Thule-produkterne, for så mister vi kunder til udlandet. Derimod er der tale om, at vi kan opnå synergi, rationalisere og yde bedre service til kunderne end hidtil, siger Brian Thaysen. Han bliver eneejer af den sammenbragte virksomhed og forventer minimum en tredjedel vækst i kraft af sammenlægningen.
Nuværende indehaver af F. Bülow & Co i sjællandske Hedehusene ved Roskilde, Thomas Bülow-Jacobsen, der er femte generation, fortsætter hos Avant Denmark som salgschef med ansvar for e-handel.
Skal holde momentum
Det er godt og vel tre år siden, Brian Thaysen, med sin daværende virksomhed Avant Denmark, købte dansk biludstyr A/S i Aarhus, der samlet blev til Avant Denmark - biludstyr.dk. Siden da har virksomheden præsteret en god og sund vækstkurve og udviklet sig på mange områder. For at holde det positive momentum, har Brian Thaysen igen været "ude at handle" med købet af F. Bülow & Co.
- Thomas Bülow-Jacobsen og jeg har på imponerende kort tid fået denne handel til at lykkedes og er blevet enige om, hvordan vi går fremtiden i møde og om overtagelse af hans virksomhed. Jeg er på en gang både tilfreds, stolt og spændt på de mange nye muligheder, som fremtiden byder os - og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med det nye setup. F. Bülow & Co. er en god, gammel virksomhed med mange loyale kunder med lange, sunde traditioner, og der er rigtig mange gode ting, vi kan tage med videre. Sidst, men ikke mindst, så har Bülow nogle fantastiske gode agenturer, der kompletterer vores egne, såsom Thule, Parrot, Clarion, Römer, MobileEye, PSWT og Connect2, siger Brian Thaysen.
Fire og fire bliver ti
Mange kunder i autobranchen har hidtil handlet hos både Avant Denmark og F. Bülow & Co. Disse kunder vil det samlede Avant Denmark kunne tilbyde en endnu mere fleksibel og smidig mulighed for indkøb og levering, samt forretningsudvikling inden for sortimentet. Kunder, som hidtil kun har handlet med én af de to virksomheder, får nu nem tilgang til begge under én hat.
- Vi har gjort det før, og gør det igen. Vi får "to og to til at blive fem", eller denne gang måske rettere "fire og fire til at blive ti", lyder det fra Brian Thaysen.
Planen er på sigt at samle alle aktiviteter på Avant Denmarks nuværende adresse på Skejby Nordlandsvej i Aarhus N. I en kortere overgangsperiode vil F. Bülow & Co., der beskæftiger 11 ansatte, stadig være at finde i Hedehusene.
Hvordan de øvrige ansatte fra F. Bülow & Co kommer med videre, vil individuelle samtaler i den kommende tid vise, siger Brian Thaysen.
Hastighed bag sag
Thomas Bülow-Jacobsen skal, som salgschef for B2B e-handel, stå i spidsen for dette vigtige udviklingsområde. Han forklarer, at tempoet i branchen er årsagen til hans salg af virksomheden.
- Alting går meget hurtigt i dag, og vi står os bedre ved at arbejde sammen frem for at være i hver sin grøft. Jeg er beæret over at få mulighed for at være med til at løfte opgaven omkring den vigtigt e-handel for Avant Denmark, som jeg primært vil klare fra mit hjem på Sjælland, siger Thomas Bülow-Jacobsen.
Brian Thaysen istemmer, at alt peger i retning af, at flere og flere af Avant Denmarks kunder vælger online løsningerne, og at firmaet derfor har brug for en tovholder i spidsen for den del.
- Både Thomas’ kompetencer og hans interesseområde gør ham til det oplagte valg til denne post. Og samtidig er det vigtig for hele projektet at få Bülow-ånden med videre, siger Brian Thaysen.
Den daglige ledelse af virksomheden vil også fremadrettet blive varetaget af Brian Thaysen og Flemming Skou, med Kalle Larsen som chef for indkøbsafdelingen, og Thomas Bülow-Jacobsen som chef for B2B e-handel.
Avant Denmark køber Bülow
Danmarks førende B2B-leverandør af autoudstyr og tilbehør overtager sin største konkurrent, der flyttes til Aarhus med en række store agenturer.