MOTORHISTORIE Både automobilet og nu afdøde fabrikant Carl Christensen, stifteren af den nu milliardstore århusianske autogrossist-virksomhed, blev hyldet torsdag. Her åbnede Den Gamle By i Aarhus et tidstypisk værksted og en biludstilling, meget betegnende i Dytmærsken i museets 1927-kvarter, idet direktør hos FDM, Thomas Møller Thomsen, holdt tale for godt 100 inviterede gæster og dyttede i et horn som symbolsk åbning.
- Vi hædrer i dag bilen og dens vedligeholdelse som det banebrydende redskab, der har haft stor betydning for samfundet, industrialiseringen og vi mennesker. 80 procent af al persontransport foregår i dag med bilen, der har givet den enkelte frihed. Bilismen begyndte som sjov for de rige, men blev hurtigt til nyttetransport efter Første Verdenskrig. I 1927 var bilen teknik - nu er den højteknologi, der snart kan køre selv. Her i Den Gamle By hylder vi bilismens rødder - det var også her i Aarhus, at FDM begyndte i 1909, hvor bilister stiftede foreningen for at kæmpe mod motorloven, så man fik lov til at færdes på vejene i sit automobil. Og heldigvis er det sådan, at især gamle biler får smilet frem hos alle, man møder på sin vej i dag, sagde Thomas Møller Thomsen.
Onkel Carls autoforretning åbnet med et båt
Det tidstypiske værksted og bilsalg fra 1927, doneret af CAC Fonden, fik "klippet snoren" med et båthorn og ærefulde taler i Den Gamle By i Aarhus.