REDUKTION Der var med stor sandsynlighed glæde hos danske Amminex, der producerer NOx-udstyr til tunge køretøjer, da firmaet kort før sommerferien kunne offentliggøre, at man skal sætte NOx-udstyr på 20.000 dieselbusser og tunge køretøjer i Sydkoreas hovedstad, Soul. Også 5.000 busser i London skal have samme behandling.
Meningen er, at nogle af verdens største byer skal skære kraftigt ned på sine klimaspor samtidig med, at man forsøger at højne den generelle sundhed for byboerne. Ifølge Amminex, så kan der foruden et klart miljøperspektiv, netop være klare fordele i at kigge på NOx, hvis man vil skære i antallet af indlæggelse og udgifter til sundhedsområdet.
En britisk undersøgelse lavet af henholdsvis The Department for Transport and The Department for Environment, Food and Rural Affairs viser nemlig, at man for hver euro, man investerer NOx-reducerende udstyr kan spare 2,6 euro på regningen for indlæggelser. Skal man tro Amminex kan virksomhedens system i Soul og London ASDS (The Ammonia Storage and Delivery System) faktisk spare op med 6 euro på indlæggelse.
I det britiske tilfælde bliver der tale om foreløbige investeringer i NOx-udstyr på op mod 170 millioner pund, hvilket i sidste instans vil kunne spare den britiske stat for 440 millioner pund, når man kigger på hospitalsindlæggelser.
London stikker ud
Ikke overraskende ligger niveauet for skadelige stoffer i London et godt stykke over øvrige byer i Storbritannien, også når man kigger på NOx-niveauet. The Department for Environment, Food and Rural Affairs har i en rapport fra september 2015 kigget nærmere på, hvilken belastning 1 kilogram NOx har, når man kigger på sundheden.
1 kg. NOx koster i runde tal 25 pund i sundhedsomkostninger i Storbritannien som helhed, når man kigger på udledning og baggrundsfaktorer, mens samme udgift i London ligger på 115 pund.
Væk med urinstoffer
Amminex lover, at ASDS kan erstatte de nuværende løsninger, som også flere bilproducenter benytter sig af, der er baseret på urin-stoffer og AdBlue. Fordelen ved ASDS-systemet er samtidigt, at det er lettere end tilsvarende AdBlue-systemer, og at det har sin store force ved lave temperaturer i motoren.
Af samme årsag har bystyret i koreansk Soul valgt at gå efter den danske løsning til netop den type af transport, hvor der er meget stop-go-kørsel, og hvor motorerne sjældent får optimale betingelser for at yde effektivt.
Fordelene kan ifølge Amminex også sagtens overføres til de danske veje og sundhedsbudgetter.
- Vi ved præcis, hvor meget NOx, vores ASDS-teknologi har fjernet fra vores 300 busser i København, fordi vores NOxTracker-værktøj løbende logger ydeevnen på alle køretøjer. Og da vi også kender omkostningerne ved installationen, er det bare et spørgsmål om at lave matematikken for at se kostprisen pr. kilo fjernet NOx, forklarer adm. Direktør Annika Isaksson.
God business case
I løbet af den forventede levetid på seks år for en typisk ASDS retrofit-løsning svarer akkumulerede omkostninger ved installation og diverse serviceomkostninger til en pris på 5 euro pr. kilo fjernet NOx.
Dette er seks gange lavere end den gennemsnitlige NOx-skadeomkostninger på 30 euro pr. kilo beregnet af den britiske regering. Og hvis beregningen er lavet for tæt befolkede områder, stiger forholdet til mere end 20 til 1, fortæller Annika Isaksson og tilføjer:
- Alle borgmestre i store byer bør notere det her. Hvor mange investeringer vil give pengene seks gange tilbage i løbet af kun seks år, samtidig med at de forbedrer borgernes sundhed, spørger Annika Isaksson retorisk.
Sådan vil danske NOx-folk skære hospitals-regningen
Udstyrer man busser og lastbiler med NOx-udstyr kan flere leve et sundere liv.