FREMTIDSTEKNIK Jo, jo, den nye udgave af Audi A8 er præcist som forgængerne en luksusbil i ministerklasen, og startprisen er over den runde million. Men det ændrer ikke på, at bilen lige nu er på vej i almindelig samlebåndsproduktion, og den går til salg hos de danske forhandlere til november.
Men når man hører, hvad bilen kan, er der ikke noget november 2017 over det. Måske er det ikke helt 2027 - men stærkt deropad. Mest smag af science fiction er, at A8 kan køre selv. Helt af sig selv. Ingen hænder på rattet - ingen fødder på pedalerne. Giv slip og se en film fra førerpladsen, hvis det skulle være.
Der er dog en række forudsætninger for kørslen, og i realiteten kører den "kun" op til 60 km/t. Så det er typisk køkørsel som på highway ind til Los Angeles, Beijing eller ad Helsingør-motorvejen mod København. Men det er altså virkelighed fra november 2017!
Kør den via smartphone
Men der er meget mere i verdens mest avancerede bil. Du kan parkere A8 2018 med fingrene på en smartphone - selvfølgelig mest smart, når man står udenfor bilen og gør det. Og dens vilde lygter, der kan lyse op til 600 meter - altså pænt over en halv kilometer.
Og der er meget mere endnu i den elektroniske sikkerhedsafdeling, for eksempel at den kommende hybrid-version kan lades op med induktion, som vi kender det fra en kogeplade. A8 kører hen over en plade i indkørslen og voila; opladning fra pladen og op til bilen uden nogen form for kabel. Pladen kører op til bilens bund, så der kun er nogle få millimeter mellem plads og vognbund - der kommer altså ingen kat i klemme her...
Alle fire hjul styrer
Også mekanisk - eller analogt, om man vil - er Audi A8 i næste generation opsigtsvækkende. Kig ind under skærmene og ind bag hjulene. Her er aktiv affjedrings-justering og styring på alle fire hjul. Det skulle sikre denne BMW- og Mercedes-konkurrent helt særlige køreegenskaber - på én gang komfortable, hurtige og sikre.
Og nej, den nye Audi A8 bliver ikke billig. Slet ikke. Vel er der endnu ingen danske priser, men den nuværende starter ved 1,25 millioner kroner, og den nye bliver ikke billigere.
Men det vigtige er, at Audi jo en del af den store Volkswagen-familie. Derfor kommer der senere en mindre og billigere Audi, der kan køre selv. Og derfra en af de dyre VW-modeller og videre endnu: En Polo med 600 meters lys og en hybrid-Golf med induktionsopladning holder klar om næste hjørne.
Første selvkørende bil er klar til salg
Den nye Audi A8 er ikke fremtid, den kan købes fra november.