23948sdkhjf

Bilforhandlere efterlyser bagatelgrænse for hvidvaskning

Branchedirektør finder det urimeligt at hammeren falder, hvis loft over kontanter overskrides med små beløb.

En overskridelse på 30 kroner bør ikke være nok til at udløse en bøde for overtrædelse af loven om hvidvaskning af penge.

Det siger direktør Karl-Ove Pedersen, Dansk Bilforhandler Union.

Han reagerer på, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, kræver Tørring Auto A/S idømt en bøde på 40.000 kroner.

Bilforhandleren er tiltalt for tre tilfælde af brud på loven om hvidvaskning af penge ved blandt andet at have taget imod beløb på 50.030 kroner og 51.495 kroner for salg af to brugte biler.

Loven om hvidvask siger, at erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke må modtage kontante beløb på 50.000 kroner og derover.

- Vi kunne godt ønske os en bagatelgrænse. Det kan ikke være rigtig, at en så lille overskridelse kan udløse en stor bøde, siger Karl-Ove Pedersen.

- Det er jo en fodfejl. Præcis som hvis man kører 52 kilometer, hvor man må køre 50 kilometer. Så får man jo heller ikke en bøde, højst en løftet pegefinger, siger Karl-Ove Pedersen.

Ud over de to mindre overskridelser er Tørring Auto også tiltalt for at have modtaget 17.200 euro svarende til 126.546 i kontant betaling fra en tysk køber for tre biler.

Direktør Lars Madsen, Tørring Auto, mener dog ikke, at reglerne er brudt, da det drejer sig om tre forskellige biler, der ikke er handlet på samme tid.

Branchedirektør Karl-Ove Pedersen er overordnet tilfreds med, at der er en lov mod hvidvask og en grænse for kontante betalinger.

- Jo færre betalingsmåder, jo sværere er det at drive forretning. Men vi har også forståelse for, at der skal reguleres. Vi er jo en branche med attraktive og letomsættelige produkter, siger han.

En opgørelse, som DR-programmet Efterforskerne har lavet, viser, at brugtvognsforhandlere topper listen over modtagere af bøder for brud på hvidvaskloven.

Ud af 19 betalte bøder fra 2014 til 2016 er 10 gået til brugtvognsforhandlere.

Branchedirektøren mener, at man har gjort en stor indsats for at informere medlemmerne om reglerne.

- Det synes jeg, at vi har. Der var lidt usikkerhed, da reglerne blev indført, og vi kunne godt have tænkt os, at reglerne blev skåret lidt mere ud i pap dengang. Men der er ikke tvivl om, at i den seriøse del af branchen informerer man intenst og prøver at gøre opmærksom på, at det må man ikke, siger han.

Der falder dom i sagen mod Tørring Auto 8. august.

FAKTA: Her går grænsen for kontante betalinger
En bilforhandler fra Horsens-egnen er tiltalt for at bryde loven ved at tage imod for mange kontanter.

En bilforhandler står til en bøde for at have brudt reglerne om at tage imod kontanter. Her kan du læse om reglerne.

* Erhvervsdrivende må ifølge loven ikke modtage 50.000 kroner eller derover i kontant betaling for varer eller ydelser.

* Reglen gælder, uanset om betalingen sker på én gang, eller som flere betalinger der ser ud til at være indbyrdes forbundet.

* For visse erhvervsdrivende gælder andre regler, eksempelvis ejendomsmæglere, advokater og revisorer.

* Loven blev ændret i 2013, da beløbet blev halveret fra 100.000 kroner til 50.000 kroner.

* Reglen betyder, at eksempelvis en bilforhandler skal sige nej til en kunde, der tilbyder at betale 50.000 kroner eller derover i kontant betaling for en bil.

* I stedet må kunden henvises til at betale med kreditkort eller via en bankoverførsel. 

* Overtræder man kontantforbuddet, straffes man som udgangspunkt med en bøde på 25 procent af det modtagne beløb over 50.000 kroner – dog mindst 10.000 kroner. 

* Rationalet bag reglen er, at kundens betaling altid skal efterlade et transaktionsspor, der gør det muligt for politiet senere at efterforske en straffesag.

* Reglen er forankret i hvidvaskloven.

* Hvidvask er en betegnelse for, når kriminelle forsøger at få lyssky indtægter til at se ud, som om det er penge tjent på ærlig vis.

* Der kan være tale om penge eller andre værdier, som stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling, røveri, eller penge som er opnået gennem for eksempel underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.

Kilder: Retsinformation, Dansk Erhverv, Ritzau.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079