Debatindlæg: Stort er ikke altid godt
Grossist-direktør Erling Würtz Andersen forsvarer Auto-G strukturen i Danmark efter indlæg om, at de små grossister står til at blive ædt af udviklingen.
VI HAR MODTAGET: ENDNU EN GANG har Motor-magasinet lagt spalter til Jens Sørensens "krystalkugle". Den har vi hørt fra før, med samme tema. Det siges, at det er svært at spå - især om fremtiden?
DE SMÅ GROSSISTER i Danmark er medlem af Auto-G Danmark, som er medlem af Gaui, der er verdens største indkøbsforening med hovedkvarter i Paris. Det styrker os i valg af leverandører og indkøb til den rigtige pris.
Vores styrke er, at der er en indehaver i alle grossistbutikker, som kan træffe hurtige beslutninger til glæde for vores kunder. Vores samarbejde i Auto-G Danmark er unikt.
Når jeg tænker tilbage på mine 48 år i branchen, er vi altid blevet advaret mod udefra kommende grossister: I dag kan jeg sige, de har været her! De har opkøbt store udbydere i branchen uden større succes.
NÅR JEG SER TILBAGE på opstarten af de enkelte grossister i Auto-G Danmark, og den udvikling de har været igennem, så kan man sige, de har været omstillingsparate og med på de udfordringer, som udviklingen har medfødt. Der er intet, de store grossister kan tilbyde, hvor vi står tilbage!
Der har været en tro på, at alt som er stort er godt. Det har jeg aldrig troet på, se nu bare hvordan, det gik blandt andet Skat.
Når noget er blevet stort, bliver der langt fra ledelsens dagligdag og til den enkelte brugers dagligdag.
Erling Würtz Andersen
Direktør i MBK Autodele, Silkeborg