GULDKORN Ører og blyanter var spidset, da en række oplægsholdere delte viden med cirka 70 fremmødte autofolk, herunder biløkonomstuderende, da Biløkonomdagen 2017 blev afholdt hos eBay i Højbjerg ved Aarhus i et samarbejde mellem uddannelsen og Q8Oils.
Første indlæg trak stor opmærksomhed, idet Semler står umiddelbart foran at lancere systemet MinVolkswagen under selskabet Connected Cars, der byder på en masse nye muligheder for kunder og forhandlere via en simkort-baseret enhed i OBD-porten og en app på kundernes smartphone. Dette bringer vi en artikel om her på sitet i morgen fredag.
Cardealer+ er ny udbyder af hjælp til bilforhandlere i form af et hold bil- og softwareentusiaster, der er gået sammen om at hjælpe bilforhandlere til succes i en tid, hvor man skal mestre det digitale for at lykkes.
- Vores mål er at hjælpe forhandlere og andre aktører i bilbranchen med at frigøre deres potentiale og skabe øget forretningsmæssig ved at tilbyde en software-platform, der fjerner forhindringer og skaber nye muligheder, sagde medstifter Peter Bjørn Eriksen og fortsatte:
- Vores løsning er specialdesignet til bilbranchen. Vi har et dybt kendskab til branchen og ved, hvilke udfordringer bilforhandlere kæmper med. Dén viden har vi brugt til at udvikle Cardealer+ som et let anvendeligt og webbaseret forretningsværktøj, hvor bilforhandlere kan bygge alle de målrettede salgssider til nettet, man har brug for, til at løse specifikke salgs- eller marketingbehov. Det styrker især sælgernes rådgivning af kunderne med høj faglighed, for vi ved, at salg skal lukkes, så snart kunderne henvender sig til forretningen efter at have gjort et stort forarbejde selv ved søgning på nettet.
Peter Bjørn Eriksen viste en række slides, blandt andet med en række gode råd om, hvordan man vinder salget:
Vær til stede og til hjælp der hvor kunden er på såvel hjemmeside som fysisk, vær klar uden opvarmning, tænk smart i salgsværktøjer, ansæt de rigtige og forstå hvad der foregår teknologisk, ryk hurtigst og lad sælgere få ideer selv - og overvej, hvad du kan gøre anderledes mandag morgen.
Sælgerrobot og data
Stifter af det succesfulde århusianske it-firma Easi’r, med nu 45 ansatte og kontorer i Tyskland, London og New York, Mikael Moeslund, kunne give et spændende indblik i trends og tendenser fra det store udland, idet næsten 90 procent af virksomhedens omsætning i dag ligger i udlandet. Han præsenterede også den nye og EU-støttede it-udvikling af bilsælgeren "Karen" - en digital sælgerrobot med stadig bedre kunstig intelligens, der kan læse og forstå mails, besvare spørgsmål og føre dialog med bilkunderne.
- Det magiske punkt er at følge op på kunder og leads via data. Lige nu er bilfabrikkerne ved at genopfinde sig selv i kampen om at blive det næste store "Spotify" og åbne købsknapper på nettet.
- Hvis ikke vi i autobranchen forstår den digitale tidsalder, kommer kæmper som Amazon, eBay, Autoscout og Truecar væltende og overtager salgsprocesserne. Amazon sælger pt Fiat 500 i Tyskland og giver 700 Euro til forhandlere for udlevering. Data skal skabe baggrund for, at sælgere kan skabe tillid og troværdighed - Skoda, som vi blandt andet samarbejder med, opererer med hele 20 forskellige salgsprocesser, og Toyota har lige skabt en helt ny sælgerarbejdsplads baseret på data, kaldet Toshiko, sagde Mikal Moeslund blandt andet.
Tendensen blandt købere er, at "puha, nu har jeg haft bilen i 60 dage, så er de tid at skifte til en ny". Bilfabrikkerne vil gerne stå for udlejning - og vil hellere lave en fed video med Augmented Reality, end at forhandlere skal holde åbent hus.
På spørgsmål fra salen om, hvorvidt Easi’r og det tilknyttede CRM kommer til den frie del af branchen, svarede Mikeal Moeslund, at det muligvis vil komme via udvidelse i firmaet.
Den gode bilkøbmand er blevet digital
Biløkonomdagen i Aarhus bød på masser af input til de fremmødte branchefolk om at geare sig til nye digitale tider - og introduktion af den intelligente, virtuelle sælger "Karen".