GASBIL Der er intet at mærke. Absolut intet. Hvis jeg ikke præcist vidste det, allerede da jeg satte mig til rette bag rattet, ville jeg gætte på, at jeg nu kørte i en helt almindelig 2-liters Audi A4 på benzin. En 2,0 TFSI, som tyskerne siger, én af dem med omkring 200 hestekræfter.
Men det gør jeg ikke. Jeg kører lige nu i den nyeste udgave af tyskernes bil på gas, Audi A4 Avant g-tron med automatgearet med navnet S Tronic. En bil, der på mange måder vitterligt er helt magen til A4 2,0 TFSI på benzin. Altså med en 4-cylindret forbrændingsmotor med stempler og turbo og det hele, som vi kender det.
Og det har g-tron-bilen også: Dybest set samme 4-cylindrede, 2-liters stempelmotor som altså kører på gas i stedet for benzin. Men faktisk kan samme bil med samme motor også køre på benzin. Mere om det lidt længere nede i artiklen.
Audi satser på en fremtid med en række forskellige energiformer; benzin og diesel på den korte bane, men allerede nu har tyskerne en bil på "fremtids-brændstof," nemlig A4 og A5 på gas - mere præcist CNG, der er forkortelsen for Compressed Natural Gas eller komprimeret naturgas. Længere ude i fremtiden kommer Audier på el fra batterier, ligesom tyskerne forsker i elbiler på brint.
Og senest er et dansk firma direkte involveret i De Fire Ringes gasbier. Energikoncernen Nature Energy, der har hovedkontor i Odense, har indgået en aftale med tyskerne om at levere grønne biogas-certifikater til cirka 10.000 Audier i hele Europa.
Gas nok til 500 kilometer
Så altså: En Audi på gas kører og opleves præcist som den tilsvarende bil på benzin. Men selv om køreoplevelsen er den samme, er der en anden kæmpe-forskel: Antallet af stationer, hvor man kan tanke gas og benzin. Det jo ikke sikkert, at der altid er en gasstation i nærheden, slet ikke i Danmark med 11 gastankstationer og heller ikke i Tyskland, hvor de dog er langt mere udbredt. Derfor har en Audi g-tron reserven med.
A4 Avant g-tron har i alt 19 kg gas ombord, når der er tanket op. Det rækker til i alt 500 kilometer efter EU-normen. Men hvis det ikke er nok, kan bilen køre videre på benzin, der også er med. Her er - atter efter normen - benzin nok til yderligere 450 kilometer; altså en samlet rækkevidde på 950 kilometer; men selvfølgelig afhængig af hvordan bilen bliver kørt.
Sådan opleves gasbilen bag rattet
Vi kører to nye Audier på CNG for at mærke forskellen på benzin og gas - hvis der altså er nogen.