GENKOMST Mange husker Kris Nissen, som huserede på motorsportsbanerne i mange år. Sidst, han selv kørte, var for 15 år siden, og i år kører han igen i Danish Thundersport Championship-serien (DTC) for team Massive Motorsport. Han kommer her til at afløse Casper Elgaard, der er holdets teamchef. På en måde er det et comeback for den nu 56-årige Kris Nissen, da han tilbage i 2002 vandt det første løb i DTC-serien i en High Class Racing anmeldt VW Beetle.
Det sæde snupper jeg
Aftalen kom i stand på en lidt speciel måde. Kris Nissen fortæller fra sit domicil i Schweiz:
- På et tidspunkt spørger Casper Elgaard mig til råds om en ny kører til teamet. Jeg svarer i sjov "den plads snupper jeg", og så tog han mig omgående på ordet. Nu har jeg kørt det første løb, og jeg kan godt mærke, at jeg de sidste mange år kun har kørt i almindelig trafik, hvor der skal holdes afstand og køres pænt. Og det er der jo ikke noget af på en bane - så det er én af de ting, jeg skal have lagt fra mig, siger Kris Nissen.
På trods af det gik det fint. Kris Nissen kom, på trods af de mange års fravær, ind som nummer otte ud af et felt bestående af omkring 25 startende biler i det første løb i weekenden 22-23. april på Jyllandsringen.
Golf og bjerge holder formen
Kris Nissen har, lige siden han lagde kørerhandskerne, holdt sig i god form, blandt andet med vandreture i de schweiziske bjerge, golf, fysik træning, fiskeri og sund kost.
- Min fysiske form er der, men lidt anderledes ser det ud med køretiden. Vi lider alle under, at der alt for ofte er for lidt tid til at træne, inden selve løbene, men sådan er det jo, for både tid og økonomi skal hænge sammen.
En god oplevelse
- På mange måder var det en god oplevelse at komme ud at køre igen. Jeg har jo kørt mange steder i verden, og jeg må sige, at de danske løb er yderst veltilrettelagte. Teamet, og alt det andet i forbindelse med selve løbene, fungerer bare, og det kan vi være stolte af. Så også på den front kan vi måle os internationalt. Samtidig er der en stor talentmase i DTC serien, og der bliver gået til stålet. Selv glæder jeg mig meget til bybaneløbene i Århus og i København. Bybanerne er krævende, snævre og udfordrende, men jeg skal være ærlig og sige, at det nok ikke vil være her, jeg satser på at opnå flest point.
- Den aftale, jeg har indgået, handler om 2017, og vi tager et løb af gangen. Jeg satser ikke på at stable en karriere nummer to på benene igen. Men det er sjovt at være tilbage igen, og jeg nyder det, siger Kris Nissen.
Slemt forbrændt i ulykke
Hans motorsportskarriere tog sin begyndelse i gokart, og her blev det til to vundne danmarksmesterskaber i 1976 og 1977 inden springet til bilklasserne - i første omgang Formel 2000, hvor han vandt DM i 1982. Året før var han tæt på et europamesterskab, men måtte nøjes med andenpladsen.
Kris Nissen avancerede til Formel 3, og i 1985 blev han blev nummer to i det tyske Formel 3 mesterskab, som han vandt året efter.
Næste skridt blev gruppe C i Porsche, samtidig med at Kris Nissen kørte Formel 1 testkørsler for Zakspeed teamet. Men da Kris Nissen forulykkede under et sportsvognsløb på Fuji-banen i Japan i sin Porsche 962, blev Kris Nissen slemt forbrændt og svævede faktisk mellem liv og død. Hans motorsportskarriere kunnet have været slut. Men i 1989 forsøgte han sig igen bag rattet i en racerbil i den tyske DTM serie. Bedste resultater har været en samlet 7. plads i DTM mesterskabet i 1994, samt en sejr i 1991 og tre andenpladser i årene 1990, 1997 og 2003 i 24-timers løbet på Nürburgring.
Siden 1996 har Kris Nissen kørt i biler fra VAG koncernen (VW), og han har igennem årene i stigende grad været involveret organisatorisk i den store tyske bilfabrikants motorsportssatsninger. I 2003 blev han direktør for Volkswagen Motorsport med ansvar for VW’ Paris-Dakar program, og i Kris Nissens tid blev til mange første, anden og tredjepladser i årene fra 2009 til 2011.
Nissen nyder at være tilbage
Den tidligere VW-motorsportsdirektør Kris Nissen er tilbage i dansk motorsport i DTC efter 15 års fravær.