Kevin Magnussen snupper et point i Monaco
For anden gang i sæsonen hentede Kevin Magnussen point, da Formel 1-kørerne søndag afviklede sæsonens sjette grandprix i Monaco.
Den danske Haas-kører sluttede som nummer ti og fik et enkelt point til VM-regnskabet.
Kevin Magnussen har i alt fem point.
Dobbet Ferrari-triumf
Sebastian Vettel hentede sin tredje sejr i sæsonen, da Ferrari-køreren kørte først over målstregen.
Tyskeren udbyggede dermed sit forspring til Mercedes-køreren Lewis Hamilton i den samlede VM-stilling.
De to Ferrarier med finnen Kimi Räikkönen og Sebastian Vettel førte feltet an med finnen som den forreste, men de to byttede senere plads.
Længere bagude kæmpede Lewis Hamilton for at komme frem i feltet, efter at han måtte nøjes med en skuffende 13.-plads i kvalifikationen.
Briten havde som ventet dog svært ved at komme forbi de øvrige kørere i Monacos gader, hvor det er meget svært at overhale.
Flere kørere udgik undervejs, blandt andre Pascal Wehrlein.
Tyskerens Sauber kom helt op at stå på højkant efter en kollision, men til alt held slap Pascal Wehrlein uskadt.
Efter hans uheld var der safetycar på banen, og det åbnede løbet op igen.
Ferrari havde indtil det tidspunkt været i fuld kontrol, men nu kom konkurrenterne tættere på.
Lewis Hamilton havde kørt sig op på syvendepladsen, en placering som briten også endte med at indtage.
Forrest holdt Sebastian Vettel hele vejen til mål med Kimi Räikkönen på andenpladsen og australieren Daniel Ricciardo (Red Bull) som nummer tre.
Det er første gang siden 2001, at Ferrari vinder grandprixet i Monaco.
Kevin Magnussen lå kort før afslutningen ikke til at komme i top-10 og dermed i VM-pointene, men uheld hos flere konkurrenter endte med at sende danskeren frem til et enkelt VM-point.
Endnu bedre gik det for danskerens Haas-kollega, Romain Grosjean, der sluttede som nummer otte.
Franskmanden har nu ni VM-point, fire flere end Magnussen.
Helt i front topper Sebastian Vettel med 129 point, mens Lewis Hamilton har 104 point på andenpladsen.
Kevin Magnussen punkterede
Romain Grosjean blev nummer otte og Magnussen nummer ti, og det var ikke et facit, som danskeren er specielt begejstret for.
- Jeg er glad på teamets vegne. Men for mig selv er jeg irriteret, siger Kevin Magnussen til TV3+.
Grunden til hans irritation er en punktering, der indtraf på et tidspunkt, hvor han havde kørt sig op som nummer otte.
Magnussen mener selv, at hans kvote af uheld snart må være brugt.
- Jeg var egentlig ikke overrasket over punkteringen. Jeg synes, denne sæson har været så uheldig, så jeg forventede nærmest, at der ville ske noget.
- Men det vender snart, og så går det den rigtige vej. Så skal resultaterne nok komme, siger Kevin Magnussen.
Tiendepladsen indbringer ham et enkelt point. Det er anden gang i sæsonen, at Magnussen tager point med hjem fra et Formel 1-grandprix, og med i alt fem point er han på 13.-pladsen i klassementet.
Teamkollega Romain Grosjean har foreløbig samlet ni point.
Næste grandprix bliver kørt i Canada om to uger.
Kilde: Ritzau