23948sdkhjf

Formel 1-mekaniker er stadig drømmen

Som 23-årig kunne danske Emilie Rath kalde sig selv Formel 1-mekaniker hos Manor-teamet. Nu er hun hos McLaren Automotive.

PORTRÆT Det kræver en vis målrettethed, når man som 15-årig pige ved at man vil skabe sig selv en karriere i en mandsdomineret verden som Formel 1. Men det vidste Emilie Rath og hun har arbejdet målrettet på at blive mekaniker i motorsportens kongeklasse gennem mange år. Med en mekanikeruddannelse i bagagen og en flybillet til England lykkedes det hurtigere end hun havde drømt om. Og selvom Manor-teamet gik konkurs og ikke er med i F1 længere, så nåede Emilie at få foden indenfor efter under et års ophold i England. Efter konkursen gik der ikke længe, inden hun blev ansat hos McLaren Automotive. Men målet er stadig at arbejde som mekaniker i Formel 1.

- Min rolle hos Mclaren er P1-GTR tekniker. Kendte og rige mennesker rundt om i verden har købt de her biler inklusiv mekanikere, ingeniører med mere. Men bilerne skal være i stald hos Mclaren. En uge om måneden rejser vi rundt til de forskellige baner i verden, og ejeren har en hel dag på banen. Mit job består i at holde bilen kørende. Preppe den imellem løbene og til løbene, sørge for alt er sikkert og lave ændringer, hvis ejeren ønsker det, siger den nu 24-årige Emilie Rath, der startede i det nye job 10. april.

McLaren kan være en hjælp

Emilie Rath ser ikke det nye job som et skridt væk fra Formel 1, men nærmere som en gylden mulighed for at få mere erfaring og bedre muligheder for at komme tilbage til Formel 1. McLaren er, som et af de mest legendariske teams, derfor det rette sted at være for hende, mener hun.

- F1 er bestemt stadig min drøm - jeg kan ikke gå i graven, før jeg har en F1-sæson på mit CV. Til gengæld er det fedt at komme lidt væk fra single seaters for et lille stykke tid og arbejde i en anden serie. Et andet plus er, at det her altså er Mclaren. Der er mange muligheder for at kravle op ad karrierestigen. De er ikke kun en del af F1 men også Le Mans, så jeg er super glad for at blive en del af den her gruppe, siger Emilie Rath.

F1-løb på tv fængede

Drømmen begyndte for snart 10 år siden, hvor Emilie så et F1-løb på tv. Det fik hende til at få interesse for sporten og de hurtige racere.

- Jeg blev betaget af lyden og besluttede mig for at følge med i løbet. Ikke længe efter kørte en af bilerne i pit, og det var dér, det hele startede. Da mekanikerne angreb bilen og skiftede hjulene på to sekunder, fik jeg gåsehud. Denne her gruppe af mænd, i deres farverige racerdragter og hjelme, så cool ud. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra tv’et, og hurtigt blev jeg draget ind i F1. Bilerne, banen, ingeniørerne og mekanikerne. Jeg var dybt forelsket og besluttede mig for, at jeg en dag ville være en af de mekanikere, fortæller Emilie Rath om episoden, der ændrede hendes liv.

Året efter startede hun på Ballerup tekniske skole og kom i lære hos Bilia på Amager og blev udlært med topkarakter og flere udmærkelser. For Emilie er det udfordringen ved at være mekaniker på en racerbil, der er interessant i forhold til at skrue på personbiler.

Adrenalin og ensomhed

- Når du arbejder på racerbiler, er du under rigtig meget pres det meste af tiden. Måske har du arbejdet i 24 timer i streg uden søvn, og du skal stadig være knivskarp og være sikker på, alt er samlet efter en teknisk tegning, at alt er spændt efter de rigtige Nm, at du har brugt den rigtige loctite og så videre. Du skal være klar på at komme med hurtige løsninger, hvis noget uventet opstår - og det gør der næsten altid. Du skal være klar i hovedet, selvom der kun er 20 minutter til, at bilen skal være på banen, alt imens alle render rundt om bilen i garagen, og din teammanager snakker i din høresnegl, siger Emilie. Hun fortæller også, at jobbet som racermekaniker kan være meget ensomt.

- Du arbejder rigtig meget som racermekaniker, og det gør det svært at holde personlige forhold ved lige. Det er ikke et 8-16 job. Du arbejder tidligt morgen til sen aften, weekender og helligdage, hvis bilen skal være klar. Du misser fødselsdage og bryllupper, og dine venner, der ikke er i branchen, kan ikke altid forstå, hvorfor du må bryde aftaler eller ikke har ringet i lang tid. Det tærer selvfølgelig på dine venskaber, siger Emilie, der dog ikke vil bytte jobbet i racerverdenen med noget andet.

- Selvom det er en verden af lange arbejdsdage og ensomhed, er det også en verden af fantastiske muligheder og mennesker. Du rejser verden rundt og arbejder med det, du elsker sammen med folk, der deler din passion. Personligt elsker jeg presset, det hurtige tempo og de sene aftner, siger hun og understreger, at det dog også kan være anstrengende at arbejde i en så mandsdomineret branche.

- Det er ikke særligt fascinerende at arbejde sammen med mænd, udover deres antal af virkelig lamme jokes, griner hun. //

Artiklen er en del af temaet FORMEL 1 / LE MANS .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079