Verdens eneste verdensmester på både to og fire hjul

PORTRÆT John Surtes var afholdt af mange, og han var tit gæst, når der blev afholdt klassiske bil-og motorcykelløb. Så selvom det var mange år siden, han kørte, huskes han specielt for én ting, og det er, at han er den eneste, der både har været verdensmester i motorcyklernes Grand Prix og i Formel 1. Én der kom tæt på var Mike Hailwood, som efter en karriere med ni Grand Prix verdensmesterskaber i tre klasser på motorcykel også tog springet. Men det, der lykkedes Surtees i 1964, nåede Mike Hailwood ikke.

Sandsæk som 14-årig

John Surtees blev født i 1934 og døde 10. marts i år efter kort tids sygdom. 83 år gammel. Briten havde ikke sin gode fornemmelse for mekanik og motorsport fra fremmede. Faderen var en stor motorcykelforhandler i London, som selv kørte race på motorcykel med og uden sidevogn. Racerdåben fik John Surtees i 1948, da han var 14 år. På det tidspunkt mente faderen, at han var gammel nok til at få pladsen i sidevognen, der var hægtet på den store Vincent 998 cm³. Parret vandt løbet, men blev efterfølgende diskvalificeret, da dommerne fandt ud af, at sønnen i sidevognen var under den lovpligtige alder for at køre race.

Vincent motorcykelfabrikken tog John Surtees i lære i 1950, og dermed fik han sin egen Vincent Grey Flash at køre race på, og det førte samme år til, at han vandt sit første løb. Men det var i 1951, John Surtees kom på alles læber første gang.

Gennembruddet

Da det internationale ACU løb skulle køres i Truxton, forventede alle at se Geoff Duke give alt og alle bagskærm. Det gjorde han også, men det var kun med nød og næppe, han kom i mål først, for John Surtees nærmest hang fast i Duke fra start til slut i både 500 og 1000 kubik løbene. Fra da af var John Surtees en stjerne.

Den engelske motorcykelfabrik Norton ville have ham fra 1953, men i forbindelse med et uheld, hvor en to-takts EMC satte sig, var Surtees ukampdygtig en tid. Fra Nortons side havde man sagt, at han ikke skulle køre løb på andet, og da han alligevel gjorde det, fik han ikke et sæde hos Norton før 1955. I den mellemliggende tid kørte Surtees NSU med succes - han vandt 65 ud af de 72 løb, han stillede op i. Ved VM i 1955 stillede han op på Norton, og han endte på en 6. plads det første år.

Italiensk succes

De encylindrede Norton motorcykler var allerede på det tidspunkt forældede, men det samme kunne man ikke sige om de italienske MV Agusta motorcykler, som både var firecylindrede og forsynet med to overliggende knastaksler. MV Agusta fabrikken var ude med riven og tilbød John Surtees en plads sent i 1955. Surtees sagde ja, og han skuffede ikke, idet han vandt VM i Grand Prix motorcyklernes kongeklasse, 500 cm³, i 1956, 1958, 1959 og 1960. I VM Grand Prix for motorcykler op til 350 cm³ var han øverst på podiet i 1958, 1959 og 1960 også for MV Agusta.

Men ejeren af MV Agusta helikopter- og motorcykelfabrikken, grev Domenica Agusta, ville ikke lade Surtees deltage i andet end VM løbene, og ville heller ikke låne ham cykler til mellemliggende løb. Det var ikke til at leve med for John Surtees, som jo levede af at køre, så derfor skiltes deres veje, da 1960-sæsonen var slut.

Fra to hjul til Formel 1

Karrieren var dog langtfra slut endnu. I sommeren 1960 lånte John Surtees en bil i forbindelse med et løb på Goodwood. Det var en Formula Junior Austin-Cooper, og her blev Surtees nummer to lige bagefter den fremtidige Formel 1 verdensmester Jim Clark. Lotus chef Colin Chapman kunne ikke undgå at bemærke det og tilbød straks John Surtees et sæde på hans Formel 1 hold. Talentet holdt, og han blev nummer to i det andet løb, han kørte.

I forbindelse med et interview længe efter, han var stoppet, blev John Surtees spurgt, hvad det sjoveste havde været i racerkarrieren, og til det svarede han:

"Der er jo kun halvt så mange hjul på en motorcykel, men på trods af det er det stadig dobbelt så sjovt som at køre på fire hjul".

F1 verdensmester for Ferrari

Første Formel 1 sejr kom i 1963 i det daværende Vesttyskland. På det tidspunkt var Surtees. efter en periode hos Lola, i 1963 havnet hos Ferrari. Her fik han sine største triumfer i Formel 1, og det var da også i 1964, han vandt Formel 1 verdensmesterskabet for Ferrari.

Men forholdet til Ferrari blev anstrengt. En ulykke i Canada i 1965 med en Lola sportsvogn gjorde John Surtees ukampdygtig i en periode. En del knoglebrud gjorde ham skæv. Ulykken og skaderne blev fra Ferrari’ side brugt som undskyldning for, at Surtees ikke måtte køre på deres Le Mans hold i 1966. Det medførte, at han forlod Ferrari, og det sidste løb, han kørte for Ferrari, var i Belgien 1966, hvor han vandt.

Lavede egne biler

Herfra skulle det kun blive til en enkelt sejr for John Surtees. Han havde skrevet kontrakt med Honda, og i 1967 på Monza vandt han for Honda foran Ferrari. Men det skulle blive et kort bekendtskab, for Honda trak sig fra både motorcykel Grand Prix og Formel 1 sporten i 1968. Året 1969 tilbragte John Surtess hos BRM teamet, inden han i 1970 begyndte at lave egne biler under navnet Team Surtees.

Bilerne med navnet Surtees var aldrig de hurtigste, og befandt sig tit i den bagerste del af midterfeltet. Men det blev til enkelte gode resultater, hvor specielt Mike Hailwood kom ind på en 2. plads på Monza i 1972. Køreren Carlos Pace fik en Surtees bil på podiet i 1973, men de store resultater udeblev. På trods af et par fornuftige år i 1976 og 1977 lukkede teamet i 1978. //