MOTORNOSTALGI Det osede af en god blanding af humørfyldt stemning, benzin og grillmad, da Dansk Bilbrancheråd samlede over 1800 medlemmer med familier til en rigtig hygge-legedag i mekanikkens tegn lørdag den 6. maj på Egeskov Slot ved Odense på Fyn.
På en mark udenfor slottet, og alle dets aktiviteter, havde brancheforeningen stillet et stort telt op, hvor 40 leverandører viste nyt med gode tilbud og konkurrencer. For en symbolsk betaling for hele herligheden var der dejlig grillmad og fri adgang til slottets aktiviteter såsom legepladser og fine museumsudstillinger af veteranbiler, motorcykler, fly, campingvogne og Falck-køretøjer.
Formand for Dansk Bilbrancheråd, Henrik Pedersen, bød velkommen i det fine vejr, der - modsat et forsøg i 2015 på at samles til Bilfestival - denne gang viste sig fra sin ganske gode side.
- Med 150 udstillede fine køretøjer fra egne rækker, og over 1800 fremmødte mekanikere med familier, kan vi glædes over, at vejret er med os denne gang i smukke rammer. Synd for dem, der ikke er med i dag - måske vi når 4000 næste gang. Og hvis I lader konen slippe i ind i hæk-labyrinten, skal I vide, at der stadig går folk fra krigens tid rundt derinde, lød det kækt fra formanden - der i øvrigt var ledsaget af sin egen hustru og medindehaver af værkstedet på Amager, Marion Pedersen.
Flere på pladsen gav udtryk for, at Bilfestival er en meget fin måde at samles på med også leverandører, der ikke har mulighed for at finde vej til de få store, årlige grossistmesser, som har afløst tidligere tiders fælles branchemesse, Autoteknik.
1800 til Bilfestival på Egeskov Slot
Mange af medlemmerne hos værkstederne under Dansk Bilbrancheråd havde på opfordring medbragt egne specialkøretøjer til leverandørmesse, biludstilling og køreture.