JURA En særlig type biler fylder godt op i tvistede sager hos Ankenævn for biler. Det er de meget billige biler (dvs. under 20.000 kr. inklusive leveringsomkostninger) som ofte har udtjent deres værnepligt, men som stadig - med lidt held - kan køre i hvert fald ét synsinterval mere. Bilerne er som oftest synet umiddelbart inden salget til kunden.
Den egentlig lidet flatterende betegnelse "tivoli-bil" stammer formentlig fra den konstatering, at bilen har samme egenskaber, som de biler, der er på karrusellerne i Tivoli. Et alternativ til betegnelsen er "lotteribiler", som nok er mere dækkende.
Det er væsentligt at have for øje, at ALLE bilsalg til forbrugere er omfattet af købeloven - uanset bilens pris, alder og kørte kilometer. En fravigelse af købelovens reklamationsret er derfor ikke mulig, hvis en sådan bil sælges til en forbruger. Det modsatte gør sig gældende, hvis bilen sælges til en erhvervsdrivende, men det er væsentligt, at fravigelsen skrives ind i slutsedlen. Står der ingenting heri; ja - så gælder der også en to-årig reklamationsret for den erhvervsdrivende køber.
Den (forbruger) kunde, der køber en billig bil, forventer naturligvis, at bilen kan opfylde sit formål som transportmiddel i en rum tid efter købet. Det, ankenævnet - og domstolene for så vidt også - har udtalt omkring kundens forventninger til en sådan bil er, at den nok skal være lovlig, men ikke i alle henseender fri for fejl.
I den forventningsafstemning ligger først og fremmest, at væsentlige forhold, som bilen ville blive kasseret til syn på - eksempelvis en tæring i en vange - må forventes at udgøre en mangel, som sælger skal udbedre. Den typiske fejl, som kunden må leve med, er fejl på komfort-elektronik såsom sædevarme, klimaanlæg m.v.
Ledetråde fra ankenævnet
Det kan være svært at blive klog på, hvor grænsen går mellem mangler, dækket af købeloven og defekter, som kunden må leve med, men praksis fra især ankenævnet giver os dog et par enkelte ledetråde.
I de mange sager, hvor kunden først reklamerer efter seks måneder, falder sagerne generelt set ud til sælgers fordel, alene fordi kunderne ikke kan løfte bevisbyrden for, at bilen har været defekt ved købet. Det er det helt almindelige regler om bevisbyrde i købeloven, der slår igennem her.
I de sager, hvor formodningsreglen gælder - og hvor sælger altså skal afkræfte, at en bestemt defekt var til stede eller under udvikling på købstidspunktet - er det straks sværere.
Således har kunden fået medhold i en sag om en defekt bagbro på en Peugeot købt fem måneder forinden til 18.000 kr. Udskiftningen ville koste ca. 7000 kr. som kunden fik i afslag. Tilsvarende fik en kunde, der havde købt en Peugeot for 24.000 kr. et samlet afslag på grund af mangler ved bilens batteri, A/C-anlæg, partikelfilter og motorventilation. Afslaget lød på 5000 kr. selvom kunden faktisk havde fået tingene repareret på et andet værksted for 12.000 kr. Kunden fik altså erstatning, selvom han ikke havde reklameret til sælger forud for reparationen.
I samme boldgade er en afgørelse, hvor gearkassen på en 20 år gammel Audi til 16.000 kr. brød sammen efter kun 500 km. kørsel. Kunden kunne hæve handlen, og sælger blev ikke indrømmet et fradrag som følge af kundens brug.
Afslag og dissens
I visse tilfælde er det nødvendigt at foretage en opdeling af forskellige mangelsindsigelser, hvis nogen - men ikke alle - er omfattet af købeloven. Det gjorde ankenævnet således i en sag om en Seat til 16.700 kr. hvor en defekt starter og et defekt horn udgjorde mangler, hvorimod en defekt termostatføler ikke var en mangel. Kunden fik et samlet afslag på 6.000 kr.
I den anden ende af skalaen, hvor sælger har fået medhold, kan nævnes en sag, hvor en kunde købte en 17 år gammel bil for 16.300 kr. Efter 12 dage og ca. 2.000 km. kørsel havarerede bilen. Blandt andet fordi bilen var nysynet umiddelbart inden salget, fik kunden ikke medhold. Det skal dog bemærkes, at afgørelsen blev afsagt under dissens, dvs. med dommerstemmerne 2-1. De fremhævede afgørelser viser, at det er uhyggelig svært at vurdere sagerne; Hver enkelt sag kræver en konkret vurdering, og på det helt overordnede plan må anbefalingen nok være, at den type biler IKKE skal sælges til forbrugere.
Tivoli-biler og det store lotteri
Selv de helt billige, brugte biler er omfattet af købeloven.