UDVIKLING "Kan man foretage materialeregistrering i systemet?" Spørgsmålet til oplægsholder Niels Bragh kommer fra en af deltagerne, Brian Hansen fra Ingemanns autolakering i Padborg. Svaret er, at det kan man ikke. For Brian Hansen er det ellers et væsentligt punkt, at netop materialeregistrering er en del af pakken. Hos Ingemanns Autolakering lakerer man kun lastbiler, og processerne omkring dette er anderledes end ved forsikringsskader på personbiler, som mange autolakerere lever af at lave.
- Der er mange gode ting i systemet, som hvor langt en bil er i hele processen, men det har ingen værdi i mit tilfælde, hvis jeg ikke også har parametre som materialeregistrering og kan se bundlinjen på hvert enkelt bil der bliver lakeret. Systemet som det er nu viser kun omsætningen. Der er ingen bundlinje på og det fortæller ikke noget om omkostningerne. Man får ikke det hele. Det er bundlinjen der altid er mest relevant, siger Brian Hansen og forklarer:
- Jeg har brug for at beregne brug af materialer, så jeg kan se om jeg tjener på den enkelte lastbil. Når det er storvognslakering er det større mængder lak, der bruges, men der kan også gå meget mere til spilde.
Manuel styring begrænser
En af de andre deltagere, Kasper Frøkjær fra Autolak.dk i Thisted, overtog virksomheden for to år siden. Siden er det gået fremad, og han har nu seks ansatte og endnu ikke noget system til at styre alle ordrer og processer.
- Jeg kan godt se, at jeg skal have et system nu, da der ikke længere kan holdes styr på det manuelt. Det er en nødvendighed og vil også kunne gøre det nemmere at planlægge. Som det er nu ved vi aldrig hvor mange personbiler vi får i løbet af ugen. Hver mandag kan det være alt fra to til 14 biler og så går de folk jo fra lastbilerne, som vi jo har inden i op til tre uger af gangen, fordi vi selv skal afmontere alt på dem, siger Kasper Frøkjær, hvis forretning har halvt af hver når det gælder lastbiler og personbiler.
- Systemet kunne bruges til at få mere styr på personbil og planlægning. Nu prøver jeg gratisversionen og finder ud af om det er noget, jeg kan bruge i mit firma, siger han, mens Dorte Noer fra Carsten Noer Storvognslakering i Vamdrup fortæller, at de også mangler et system til planlægning af alle processer.
- Vi registrerer alt manuelt, som det er nu, så vi leder efter et program, som kan automatisere og gøre det nemmere for os at administrere det hele. Vi har et pladeværksted med mange processer. Umiddelbart er systemet spændende, men der er en del mangler i forhold til lastbiler. Det er bundet meget op på personbiler, og man kan for eksempelvis ikke hente data via registreringsnummer, når det er for lastbiler, så umiddelbart har det ikke det vi skal bruge, siger Dorte Noer.
Muligheder og mangler ved dansk laksystem
Deltagerne til Apromas roadshow kunne se fordele og ulemper ved nyt system.