UDLEDNING EU’s stramning af kontrollen med emission og dermed brændstoføkonomi vil give staten en pæn ekstra indtægt.
Bare én kilometer per liter mindre end ellers indbringer omkring 800 millioner kroner alt andet lige, hvis salget af nye biler udgør 200.000 biler. Miljørabatten i købsafgiften bliver jo mindre.
- Stikprøver har den præventive effekt, at bilproducenterne vil være påpasselige med at lyve om bilernes miljø og udledninger, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) og sortsætter:
- Nogle biler er blevet pålagt en mindre registreringsafgift end de skulle have været pålagt, hvis de havde oplyst de korrekte tal. Generelt fører mere korrekte tal til mere afregning af registreringsafgift, hvis tallene har undervurderer udledningen.
Emnet om provenu blev vendt i europaudvalget i fredags, da Ole Birk Olesen fik enstemmig opbakning til forhandlingerne i EU om ny lovgivning for typegodkendelse og markedsovervågning (se Motor-magasinet nr. 15 side 13).
Forpassede chance
EU-ordfører Søren Bo Søndergaard (EL) rejste spørgsmålet i europaudvalget om de ekstra indtægter fra købsafgiften, der kan ventes, når person- og varebiler i fremtiden beskattes af deres faktiske udledning frem for en fiktiv udledning.
- Vi har i mange år diskuteret, hvorvidt der skulle være kontrol i Danmark. Det kunne sådan set have været Danmark, som havde bidraget til det ved at lave den kontrol noget tidligere og dermed opdaget snyderiet, sagde Ole Bo Søndergaard.
Han følger op med folketingsspørgsmål om, hvad Danmark tjener på en realistisk vurdering af bilers udledning med NOx, partikler og CO2.
Miljørabat fordufter
Registreringsafgiften sænkes 4000 kroner for hver km, en benzinbil kører over 16 km per liter og dieselbiler over 18 km/liter.
Flere bilers brændstoføkonomi falder over 30 procent, når de udsættes for virkelighedstest. 7 km’s forringelse bonner ud med op til 28.000 kroner i ekstra købsafgift, alt efter om køretøjet falder under det afgiftsmæssige nulpunkt på 16/18 km/liter, hvor hver km koster 1000 kroner ekstra i afgift.
Imidlertid har regeringen ikke foretaget beregninger over nye bilers mere ærlige testresultater og afgifter. Man kan gisne om adskillige milliarder, hvis beretningerne taler sandt om kæmpe afvigelser i km per liter mellem den nuværende testmetode og den fremtidige måling af udledninger ved virkelig kørsel.
Den modgående bevægelse er den faktiske forbedring af brændstoføkonomien, som presses igennem af andre EU-regler.
Videre vil bilkøbere ty til billigere modeller. Mindre biler samt elbiler får en konkurrencefordel, når afgiftstrykket forhøjes på grund af tekniske normer og standarder.
Kompromisforslaget får den endelige finpudsning den 29. maj, når det diskuteres i ministerrådet for det indre marked og industri.
Skal udføre stikprøver
Tilslutningen til kompromisforslaget betyder, at flere folketingspartier er i utakt med deres partifæller i EU-parlamentet.
Danmark støtter nemlig en model for stikprøver i forhold til antal biler, mens EU-parlamentet ønsker stikprøver i forhold til biltyper.
Det første betyder fire-fem stikprøver om året, hvilket svarer til én bil per 50.000.
EU-parlamentets metode vil kræve 60 stikprøver blandt de 300 modeltyper i Danmark.
Det ville medføre, at store og små lande - eksempelvis Tyskland og Danmark - skal foretage stort set samme antal stikprøver, da antal typer kun varierer lidt fra land til land, opponerer Ole Birk Olesen.
- Jeg forstår ikke, at Danmark skulle kontrollere lige så mange biler som Tyskland, siger Ole Birk Olesen.
Han anser det tilstrækkeligt til at undgå en ny VW-agtig skandale med emissionssnyd, når en bil per 50.000 tages ud til den bekostelige måling.
De fire-fem stikprøver herhjemme puljes med de øvrige landes resultater og kan resultere i revision af afgiftsberegningen.
EU-kommissionen kan foretage kontrol i de enkelte lande, men det skal ske med forudgående varsel og i samarbejde med de lokale myndigheder.
Bilkøbere friholdes ved snyd
Nye bilejere bliver ikke ramt af en afgiftsopkrævning med tilbagevirkende kraft i fremtiden, hvis den ny bil fanges i den kontrol som emissionssnyd, som er ved at blive vedtaget i EU.
Det ansvar er autofabrikanten eller importørens, mens autoforhandlere kan blive klemt.
Opdaget snyd kan føre til en ændring af afgiftsberegningen for modellen, når den må afgive en del af miljørabatten.
Forhandlere risikerer altså at skulle sætte prisen op i udstillingslokalet på grund af NOx-snyd hos biler, der falder ind under den kommende forordning om typegodkendelse.
Nedjustering øger afgift
- Jeg går ud fra, at Skatteministeriets opkrævning af registreringsafgiften ændres som følge af, at det oplyste bliver nedjusteret i forhold til virkeligheden derude, siger transportminister Ole Birk Olesen.
I dag baseres afgiften på en laboratorietest. De kommende normer og standarder for virkelig kørsel kan betyde, at flere eksisterende modeller får en tredjedel ringere brændstoføkonomi. I hvert fald bliver det sværere at komme op i de højere miljøklasser.
Spørgsmålet er, om staten vil kunne søge kompensation hos producenter for afgiftssnyd. Det kan først besvares, når forhandlingerne mellem ministerrådet, EU-parlamentet og EU-kommissionen er færdige og forordningen ved.
Staten tjener millioner på ærlige test
Mere realistiske tal for bilers brændstofforbrug medfører lavere fradrag i købsafgiften.