Rent-A-Wreck kommer til Danmark
Amerikanske Rent-A-Wreck forsøger endnu en gang at tage kampen op mod Lej Et Lig. Det amerikanske selskab vil etablere 10 afdelinger i Danmark.
- Vi ønsker at etablere os i Danmark i løbet af 2017, Vi forestiller os, at Rent-A-Wreck i Danmark skal drive af lokale franchise-tagere, og vi er derfor på udkig efter lokale partnere, siger daglig leder Tom Weum fra Rent-A-Wreck i Skandinavien.
Det er foreløbig planen at etablere 10 afdelinger i Danmark.
I en pressemeddelelse skriver selskabet, at Rent-A-Wreck vil tilbyde fornuftige udlejningsbiler til privatkunder, erhvervskunder og offentlige myndigheder i hele regionen. I dag tilbyder Rent-A-Wreck udlejning af biler i de fleste kategorier ved deres udlejningsstationer. Rent-A-Wrecks koncept går ud på at tilbyde udlejning til rimelige priser, uden at dette på nogen måde sker på bekostning af sikkerhed eller service. Alle biler gennemgår den obligatoriske køretøjskontrol. Grundig klargøring og sikkerhedstjek foretages mellem hvert lejeforhold, som i gennemsnit varer 7 dage.
Lej Et Lig i problemer
Herhjemme har firmaet Lej Et Lig eksisteret siden 1995. Firmaet har base i på Østerbro i København og har desuden afdelinger i Aarhus, Amager, Valby, Vejle og Odense. Afdelingerne i provinsen drives efter franchise-modellen, hvor udlejning ofte er en sidebeskæftigelse for enten en brugtvognsforhandler eller et værksted. I følge Dagbladet Børsen har flere af afdelingerne i Vestdanmark haft økonomiske problemer. Lej et Lig oplyser, at de har omkring 200 biler i sin flåde.
I forbindelse med Rent-A-Wreck's indtog på det danske marked, udtaler Lej Et Ligs direktør, Nicky Dixon:
- Rent-A-Wreck har tidligere været i Danmark. Vi holder løbende øje med markedet og tilpasser os om nødvendigt, vi vil fortsætte med vores prisgaranti og sikre vores kunder Danmarks billigste biludlejning.