23948sdkhjf

It-løsning kan forhindre marketing-millionbøder

Samtykke.Net fra Biltorvet hjælper bilforhandlerne med at få styr på persondata efter EU-stramning af samtykke-regler for mails og sms’er. Kunderne er skeptiske omkring e-markedsføring.
OVERSKUELIGT Det kan koste kassen i fremtiden for bilforhandlere og værksteder, hvis ikke de har styr på samtykker fra deres kunder omkring elektronisk markedsføring via mail og sms, eller behandler personoplysninger sløset. En ny EU-forordning harmoniserer brug af følsomme personoplysninger i alle medlemslande, og det betyder skærpede regler, mere kontrol - og ikke mindst større bøder, som vi i Danmark ikke er vant til.

Det kan ifølge den kommende persondataforordning fra EU koste helt op til fire procent af omsætningen, eller knap 20 millioner euro, hvis man sjusker med personfølsomme oplysninger.

- Så store bliver bøderne nu nok ikke, og jeg er principielt også meget imod at dramatisere det her. Men når det så er sagt, så bliver der strammet op i både regler og kontrol, og der står udtrykkeligt i forordningen, at bøderne skal have en afskrækkende virkning. Så det kommer selvfølgelig til at gøre ondt, hvis man som virksomhed træder meget ved siden af, advarer direktør for Biltorvet A/S, Claus Nyboe.

Ubevidste fejl

Han nævner nogle eksempler. Det kunne for eksempel være, at man bevidst eller ubevidst kommer til at dele oplysninger om sine kunder med andre virksomheder uden at have behørigt samtykke fra de pågældende kunder. Det kunne også være, at man uberettiget sender e-mails eller SMS’er til kundeemner, hvor det ofte også er nødvendigt at have samtykke til det.

I en moderne bilforretning har man mange kontaktpunkter til kunden, og det foregår som regel gennem flere IT-platforme. Det er med til at komplicere hverdagen, når man skal holde styr på både samtykker og oplysningspligt/privatlivspolitik i forskellige programmer. Det er her, Biltorvets nye digitale løsning, Samtykke.Net, virkelig giver værdi, ifølge virksomheden selv.

- Samtykke.Net er en cloud-løsning, som alle virksomhedens IT-løsninger kan kobles på. Det giver fuldstændig ensartede procedurer for registrering af samtykker, uanset om det foregår i salg, eftermarked eller på hjemmesiden. Det foregår med total sporbarhed, så man altid kan dokumentere hvor, hvornår og hvordan et samtykke er indhentet, siger Claus Nyboe.

It-kunde: Virker skidegodt

Biltorvet A/S har i gennem længere tid arbejdet sammen med forhandlere, importører og DMS-leverandører om udvikling af løsningen, som over et års tid er blevet testet ude hos forhandlere. Løsningen er nu klar til stordrift og vil blive taget i brug i det meste af branchen.

- Vi er både stolte og taknemmelige over, at der hos alle parter bliver taget så godt imod vores initiativ og den løsning, vi har udviklet, lyder det fra Claus Nyboe.

I Samtykke.Net klares registrering og lagring af samtykker automatisk. Man kan vælge flere måder at få et samtykke på og gemme dem.

Læs også: Auto IT åbner nye salgs-veje for bilforhandlere

Hos Autohuset Vestergaard, Peugeot i Birkerød, har man haft løsningen til test. Her indhenter de oftest kundens samtykke i forbindelse med en prøvekørsel - og det foregår på en iPad.

- Det virker skidegodt, lyder det bramfrit fra salgschef Jesper Hansen.

- Det kan ikke laves mere simpelt. Det er for eksempel indbygget som en del af trin for trin-guiden ved prøvekørslen, hvor man alligevel skal have fat i sygesikringsbevis og kørekort, samt have en underskrift af kunden, der gives med en finger på skærmen. Alt klares i én arbejdsgang, siger en begejstret Jesper Hansen.

Bilkøbere siger ofte nej

Læs også: Gratis annoncering på Facebook

Jesper Hansen drypper dog også lidt malurt i bægeret:

- Vores statistik viser, at det i bedste fald er hver tredje - altså kun omkring 30 procent - som siger ja til samtykket, hvis det inkluderer, at vi som virksomhed også vil sende marketingsmateriale. Og der har vi en salgsopgave for at få solgt det bedre ind. En del af de nye regler er jo, at man skal oplyse kunden om, hvad de skriver under på. Men den tekniske løsning er der intet i vejen med, mener han.

Når samtykket er registreret, kan værkstedet med ro i sindet indkalde en bestemt kunde til service, mens sælgeren trygt kan trække data ud på en person til sit opfølgende salg eller invitationen til Åbent Hus, uden at komme galt afsted og risikere millionbøder.

Den nye EU-forordning om behandling af persondata træder i kraft maj 2018.

Fakta om Samtykke.Net løsningen
● Samtykke.Net er en cloud-løsning, som forretningens CRM-system, DMS eller hjemmeside er tilkoblet. Via de vante brugergrænseflader eller via en app på mobilen eller en tablet registreres samtykke fra kunden direkte i Samtykke.Net. Man kan omgående se det på tværs af virksomhedens IT-løsninger.
● Cloud-løsningen sikrer en ensartet procedure for indsamling af samtykker fra kunder, og samtidigt er man sikret mod, at man spørger kunderne igen og igen, selvom de i forvejen har sagt ja eller nej til at give samtykke.
● Samtykke.Net er allerede nu tilgængeligt som tilvalg i AutoDesktop, og vil snart også kunne tilvælges i DMS-løsningerne Dracar+ fra CDK Global A/S og AutoVision fra Vitec Datamann A/S.
● Med Samtykke.Net er det også muligt for bilimportører at operere med samtykker indhentet hos forhandlerne.
● Løsningen kan bruges af alle andre brancher, som ønsker en let og robust måde at håndtere reglerne på.



Må man maile om mail-tilladelse?
AutoBranchen Danmark har stillet erhvervsministeren et par opklarende spørgsmål omkring de nye EU-regler for elektronisk markedsføring (endnu ikke besvaret):
Vil det være i overensstemmelse med loven, at en bilforhandler sender mails ud til sine kunder, hvor han beder dem om at tage stilling til (give sit samtykke til), at de fremadrettet vil modtage mails fra forhandleren?
Hvis kunden aktivt siger ja, kan de så kontaktes om punkterne 2 a-f nedenfor?
Når en kunde køber en bil hos en forhandler, vil en forhandler – forudsat at visse krav er opfyldt – kunne markedsføre følgende egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser?:
a. Bilen skal til service
b. Bilen skal til syn
c. Bilen skal repareres, både som følge af skader på bilen og almindelig reparationer
d. Leasing
e. Orientering om forhandlerens afdeling i Flensburg
f. Nyhedsmail omkring ændret lovgivning/nyheder i relation til bilbranchen

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125