23948sdkhjf

Tiltalt for svindel med 24 biler

BILSALG En tidligere bilforhandler fra Frederikssund skal i retten for groft bedrageri ved salg af 24 biler med kunstigt lavt kilometertal, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det tiltrak sig en vis opmærksomhed, da bilforhandleren fra Frederikssund i 2012 for rullende kameraer kørte ind i en DR-optagevogn.

Journalister fra programmet Bag Facaden var ved at oprulle en række sager om såkaldt »kilometer-spoling«, hvor intetanende bilkøbere købte biler, hvor kilometertælleren var stillet mange tusinde kilometer tilbage, hvilket indbragte sælger en højere pris for køretøjet.

Historien havde bragt DR-holdet til Match Automobiler i Frederikssund, der dengang var ejet af et brødrepar.

Nu skal den ene af brødrene i tre dage sidde på anklagebænken i Østre Landsret for at stå til regnskab for påstået kilometerfusk med 24 biler, som blev solgt fra forretningen i Frederikssund fra januar til september 2012.

Ifølge anklageskriftet har de 24 købere fået et formuetab eller risiko for formuetab på samlet 850.000 kroner, i og med at de har købt en bil med højere kilometertal end angivet, skriver avisen.

Snyd med Superb

For eksempel købte en privatperson den 16. juni 2012 en Skoda Superb 2,0 TDI til 253.919 kroner. Bilens kilometertæller stod på 99.000 kilometer, men i virkeligheden havde den kørt 258.000 kilometer, hvilket betyder, at køberen anslået gav 85.000 kroner for meget for køretøjet. Der ventes at falde dom i sagen på fredag.

Manden fik i oktober 2015 en dom på fængsel i et år og tre måneder i sagen ved byretten i Hillerød, men han har anket dommen til frifindelse, oplyser den tiltaltes beskikkede advokat, Anders Schønnemann Olesen.

Også dømt for grov miljøsvindel

Den tiltalte er i øvrigt lig med den mand, som sidste sommer sammen med en række medgerningsmænd som de første blev dømt efter en særlig skærpet bestemmelse i miljølovgivningen, der blev indført i straffeloven i 2006, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det skete ved Retten i Roskilde, der idømte manden tre år og ni måneders fængsel i sagen, hvor han blev dømt som bagmand.

Den nu 34-årige mand havde sammen med en anden mand oprettet et nedrivningsfirma, hvor de rev huse ned.

Byggeaffaldet blev imidlertid ikke bortskaffet på lovlig vis, men systematisk dumpet på rastepladser, tilfældige grunde og parkeringspladser rundt om på Sjælland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14