Resultatet taler for sig selv. Mere end 78.000 liv vurderes det uafhængige sikkerhedssamarbejde Euro NCAP ifølge en rapport at have været med til at redde, siden organisationen i februar 1997 begyndte at teste sikkerheden i nye biler.
Dengang afslørede den første test af syv populære biler, at især kollisionssikkerheden var så godt som ikke-eksisterende. Resultatet fik bilproducenterne til at kritisere Euro NCAP for at stille for skrappe krav, men allerede få måneder senere opnåede den første bil de dengang maksimale fire stjerner. Siden da har Euro NCAP testet i alt 630 forskellige bilmodeller og smadret 1800 biler. Det har kostet 1,2 milliarder kroner.