23948sdkhjf

Bilgaranti i luften

Bilgaranti sikrer private forbrugere mod brodne kar i bilbranchen, lover trio.
TILLID En ny garantiordning - Bilgaranti - hjælper per 1. januar 2017 forbrugere, der kommer i klemme ved en bilhandel eller med en bilreparation. Bilgaranti dækker op til 100.000 kroner i forbindelse med køb af bil og op til 50.000 kroner ved reparation af bil.

Garantiordningen er etableret for at sikre tillidsforholdet mellem forbrugere og bilvirksomheder, der beskæftiger sig med køb, salg og reparation af biler, meddeler en pressemeddelelse fra de tre brancheforeninger.

En forudsætning for at søge hjælp hos Bilgaranti.dk er, at sagen er afgjort i Ankenævn for biler til kundens fordel. Nægter det pågældende værksted eller brugtvognsforhandler derefter at efterleve ankenævnets afgørelse, er der mulighed for at søge det omstridte beløb dækket hos Bilgaranti.dk.

Skal være medlem

Bilgaranti.dk er etableret af branchens tre største interesseorganisationer Autobranchen Danmark, Bilbranchen under DI og Dansk Bilbrancheråd. Hvis en bilhandel eller -reparation skal kunne dækkes af Bilgaranti.dk, et det et krav, at den pågældende bilvirksomhed er medlem af en af de tre organisationer.

De tre organisationer bag garantiordningen har tilsammen flere tusinde medlemmer over hele landet beskæftiget med bilhandel og -reparation. Hvis men som forbruger vil være sikker på at være dækket af Bilgaranti.dk, er det derfor vigtigt, at kunden vælger et værksted eller en bilforhandler, der er medlem hos en af de tre organisationer, råder de tre direktører: Jens Brendstrup, Autobranchen Danmark, Thomas M. Sørensen, Bilbranchen, og Erik S. Rasmussen, Dansk Bilbrancheråd.

Løfter bilbranchens image

- Etablering af Bilgaranti.dk er - efter Dansk Bilbrancheråd og selvfølgelig også Bilbranchens og Autobranchen Danmarks mening - noget af et kvantespring for bilbranchen, både i relation til bilforbrugernes sikkerhed og i relation til at give de tilknyttede bilvirksomheder en klar konkurrencefordel. Vi er overbeviste om, at både forbrugere på vej til at handle bil og bilejere, der leder efter et godt værksted, vil søge mod de bilvirksomheder, der er en del at ordningen under Bilgaranti.dk, siger direktør Erik S. Rasmussen, Dansk Bilbrancheråd.

Kræver medhold i ankenævn

Bilgaranti.dk dækker en bilejers tab, hvis Ankenævn for biler har givet bilejeren helt eller delvist medhold i en sag vedrørende bilkøb eller -reparation, og værkstedet ikke er i stand til efterleve afgørelsen, det vil sige betale det krævede beløb.

- Hvis et værksted ikke kan betale, så kan det være på grund af konkurs, død, ophør eller noget helt fjerde, siger Eriks S. Rasmussen, der forventer, at den nyetablerede garantiordning vil styrke bilbranchens omdømme mærkbart.

Uafhængigt

Ankenævn for biler er et uafhængigt, autoriseret og privat ankenævn, der behandler forbrugerklager vedrørende køb og reparation af biler.

Ankenævn for biler er oprettet af brancheorganisationerne Bilbranchen, Dansk Bilbrancheråd og AutoBranchen Danmark samt af forbrugerorganisationen FDM (Forenede Danske Motorejere).

Bilgaranti.dk er stiftet af Dansk Bilbrancheråd, Bilbranchen og Autobranchen Danmark. Bilgaranti.dk har en hjemmeside, hvor der kan findes flere informationer om konceptet. FDM støtter garantiordningen, der i sin opbygning ligner Byg Garanti, som brancheforeningen Dansk Byggeri står bag.

Alle bilvirksomheder, der er medlem af en af de tre stiftende organisationer, er automatisk omfattet af Bilgaranti.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171