Den er stor, kan komme frem over alt og er opkaldt efter en af verdens farligste rovdyr. Alligevel er Skoda Kodiaq ikke en SUV, som er tiltænkt store, stærke mænd. Nej, modellen skal lokke danske kvinder i butikkerne med sin enorme plads og små detaljer, der gør hverdagen nemmere.
Vi er blevet vant til, at Skoda leverer mere plads end andre bilmærker til prisen, og den trend forsætter i Kodiaq. Med alle sæder lagt ned sluger bagagerummet 2065 liter, og med fem sæder i brug er der 720 liter bagagerumsplads. Bagsædet imponerer med 104 mm benplads, og der er mulighed for at få syv sæder i Kodiaq, selvom den tredje sæderække ikke er for voksne. Benpladsen er sådan set acceptabel, men der er ikke meget plads til hovedet, men det ændrer ikke på, at den store bil er hamrende praktisk.