Hvis man arbejder hos en Mercedes-Benz-forhandler eller tilhørende værksted, så er man i løbet af 2016 næppe gået glip af, at Daimler-koncernen er i gang med en af de største forandringer i måden at holde kontakt med kunder på, som firmaet nogensinde har gennemført.
Mercedes me hedder den online og mobilvenlige platform, der giver Mercedes-Benz-ejere mulighed for at holde styr på serviceaftaler, finansiering, nyheder, tillægsydelser og øvrige services på ét sted. Platformen blev lanceret tilbage i 2014 i Tyskland, men fik i Danmark for alvor sit gennembrud i december 2015, hvor næsten alle nye Mercedes-Benz-personbiler for første gang blev produceret med en direkte opkobling til Mercedes me. Og selv om onlineportalen måske lyder som en lidt fjern verden, så har både forhandlerleddet og importøren i Danmark allerede mærket, at Daimler virkelig mener noget med Mercedes me. Det fortæller Martin Fejø, der er regional eftermarkedschef hos Mercedes-Benz Danmark.