23948sdkhjf

Lille BMW-værksted med stor kundetilfredshed

Koed på Djursland er konstant blandt de fem bedste autoriserede BMW serviceværksteder i Danmark.
VÆRKSTED Ud af de i alt 23 autoriserede BMW serviceværksteder i Danmark udmærker virksomheden Koed i den lille by Kolind helt ude på den østligste spids af Jylland sig. Med stramt fokus kun på BMW og personlig service i øjenhøjde har det lille værksted på få år formået at markere sig i toppen af BMW’s kundetilfredshedsmålinger.

Der er sket meget, siden virksomheden startede i 1993 i byen Koed cirka tre kilometer fra den nuværende placering i Kolind, som de flyttede til i 1997. Med specialisering i salg af reservedele til og certificeret ophug af BMW’er har Koed oparbejdet en helt unik erfaring med det bayerske bilmærke, og i 2014 gik virksomheden ind i en ny fase med etablering af et autoriseret BMW serviceværksted.

- Tilføjelsen af serviceværkstedet har helt klart udvidet kundegrundlaget for virksomheden, og vi er i den heldige situation, at vores kunder synes godt om os og om det, vi laver for dem, siger Henrik Høstrup Sørensen, der er indehaver og direktør i virksomheden.

Eneste Alpina forhandler

Som bekræftelse af den lille virksomheds fokus på kunderne ligger værkstedet ifølge BMW’s egne kundetilfredshedsmålinger konstant blandt de fem bedste autoriserede BMW serviceværksteder i Danmark – en bedrift, der hovedsageligt er resultatet af den yderst kompetente og ikke mindst meget personlige service, værkstedspersonalet giver kunderne, oplyses det.

Virksomhedens 100 procents dedikation til og passion for BMW mærkes allerede ved ankomsten, hvor der i receptionen er udstillet forskelligt BMW merchandise og der er direkte kig til værkstedet. Entusiasten vil også bemærke en montre med merchandise fra Alpina, som i mere end 50 år har udviklet eksklusivt tilbehør og tuning til BMW. Koed er den eneste danske forhandler af Alpina, hvilket er en af de større anerkendelser for Koeds store dedikation til BMW.

Fuldt udstyret

Selve værkstedet er fuldt udstyret med alt det værktøj og testudstyr, som BMW foreskriver for at kunne udføre korrekt service og reparation på samtlige BMW’s modeller, dog ikke Mini og de elektriske i3/i8-modeller.

Og på trods af at værkstedet er forholdsvis lille i sammenligning med andre BMW-værksteder, er der alligevel etableret en kundelounge med wifi, tv, aviser og kaffe/vand med mere, så selv de kunder, der kommer så langt væk fra som Fyn og Nordjylland, og i nogle tilfælde også Sjælland, har mulighed for at vente under komfortable forhold.

I det daglige er det René Hølund og Johnny Vinther, der sammen styrer slagets gang på serviceværkstedet og sørger for, at kunderne får fuld valuta for pengene, samtidig med den bedst mulige service.

Direkte adspurgt omkring kundernes tilbagemeldinger svarer værkstedschef René Hølund:

- De fortæller mig, at de synes, vi tager os rigtig godt af deres bil, holder vores aftaler, taler et sprog de forstår, og giver dem den lille ekstra portion service, som de ikke får andre steder. Det er vi naturligvis meget glade for, og det virker som en ekstra motivation i det daglige om at blive ved med at gøre den lille ekstra ting for vores kunder.
Læs mere om: BMW
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.313