23948sdkhjf

Computere går til angreb på Bilkabuler

Stadig mere avancerede parkeringsassistenter skal forsøge at minimere risikoen for buler og skader på parkeringspladser. Men skal eftermarkedet og værksteder være bange? Vi ser nærmere på Audis nye parkeringshjælper.
TEST Ordet ’Bilkabule’ blev først gang brugt i 2001 og betegner de buler, ridser og andre skader, som kan opstå på en hektisk parkeringsplads, hvor pladsen er trang, og hvor skrammer på biler nærmest definerer det at komme af med bilen. Uforsigtigheden, eller måske ligegyldigheden, blandt det parkerede folk er i princippet godt for karosseriteknikere og værksteder, fordi skaderne på sigt skal udbedres. Men det er ultrasoniske sensorer og computere måske på vej til at ændre på for altid.

Hen over årene har man set parkeringsassistenter, der især har hjulpet bilister med at parallelparkere. Her var rammerne relativt faste; Man satte systemets sensorer til at scanne efter et hul mellem to biler, og hvis der var plads, overtog bilen selv styringen og assisterede bilen ind. Det eneste føreren skulle gøre var at styre speeder, bremse og gear. Men nu vil bilproducenterne gå endnu længere, hvilket betyder, at parkering i bås nu også kan klares med computerteknologi. En af de producenter, som er kommet længst med det er Audi. Motor-magasinet har derfor kørt den nye Audi A4 Avant, som var udstyret med Audis udvidede assistentsystem til parkering.

Om testbilen

Audi A4 Avant 3.0 TDI, 272 hk.
600 Nm v. 1500-3000 omdrejninger i minuttet.
0-100 km/t: 5,4 sekunder.
Topfart: 250 km/t.
Blandet forbrug: 18,9 km/literen.
Testet forbrug: 15,3 km/literen.

Blandt andet udstyret med Assistentpakke City og Parkering til 42.877 kroner.
Her til også Audis såkaldte Matrix LED-lys til 41.245 kroner.
Samlet pris: 1.287.890 kroner inklusive diverse ekstraudstyr.

Tager tid
Den største garanti for, at Audis parkerings-assistent ikke tager livet af værkstedernes Bilkabule-opgaver lige foreløbigt er prisen for systemet. Testbilen var udstyret med den såkaldte Assistentpakke City og Parkering, der koster 42.877 kroner. Men som med så meget anden teknik, går der næppe meget mere end to til tre år, før prisen er mere end halveret, og at systemet kan fås til langt billigere biler. Hos Audi får man for det beløb 12 ultrasoniske sensorer for og bag, der scanner det område, hvor man gerne vil parkere på. De data behandles i løbet af millisekunder af bilens kontrolenhed (ECU), MMI-centralcomputer, bilens ESC-modul, styreenheden og en sensor til at registrere hjulenes hastighed. Det eneste føreren skal gøre er at aktivere systemet i kabinen, hvilket er indikeret med et lille rat med et ’P’ ved siden af for ’Parking’.

Systemet virker i flere scenarier. Eksempelvis hvis man vil køre forlæns ind i en bås, hvor man er nervøs for at ramme noget. Det første, man gør, er at trykke på knappen. Herefter stikker man så bilens snude ind i p-båsen. Og herefter foregår resten automatisk, dog skal man selv styre speeder, bremse og gearvælger – i det her tilfælde en 8-trins automatgearkasse.

Både et par kolleger og jeg bemærkede dog, at man som chauffør faktisk var endnu mere opmærksom for sine omgivelser, end hvis systemet var slået fra, hvilket i virkeligheden nok skyldes, at det kræver tid at vænne sig til, at bilens computere kan klare det meste. Systemet kan også bakke bilen ud igen, og det i forbindelse med ’Audi pre sense’, der registrerer tværgående trafik bag ved bilen. Det kan forhindre to ting: At man køre små børn ned i forbindelse med at man bakker ud fra en indkørsel eller en bås, og at man heller ikke bakker ud i andre biler.

Dog var systemet i sin helhed ikke bedre, end at man oftest måtte prøve et par gange, før assistenten forstod handlingen. Men igen skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, at de her systemer bare bliver bedre og bedre.

Auto er in
Det er dog ikke kun på parkeringspladsen, at ’auto’ er in. Så snart man forlod p-pladsen i Audi A4 Avant-testbilen, oplevede man, hvor langt teknologien til selvkørende biler er kommet. Audien havde et velfungerende system til at holde sig inden for de hvide streger – dog er både Audi og BMW stadig bagefter Mercedes-Benz, som i min optik stadig leverer den mest præcise og stabile udgave af Lane Assist i denne prisklasse.

Som så mange andre biler, havde Audi A4’eren også et system til at genkende hastighedsskilte. Hvad der var med til at løfte systemet yderligere var, at den automatiske og adaptive fartpilot nu også kan sænkede eller hævede hastigheden af sig selv blot ved at aflæse skiltene. Det er smart, og det virkede overraskende godt på vore testture. Det samme system omfatter også en et undvige- og drejesystem, så man ikke pludselig kommer til at svinge til venstre og ud foran modkørende biler.

Selv ikke kørsel efter mørkets frembrud var undtaget for autofunktioner. Det udmøntede sig konkret i Matrix LED-lyset til den nette sum af 41.245 kroner. Matrix-lyset lyser gennem tre reflektorer. En styreenhed aktiverer og deaktiverer så reflektorerne efter behov, og hver enkelt af dem kan dæmpes i 64 trin, så modkørende ikke blændes – alt imens man holder langt lys i de dele af synsfeltet, hvor der er behov for det.

Sammenlagt er det efter en uges testkørsel svært at argumentere imod, at computere rigtig gerne vil spare bilejerne en masse Bilkabuler og småskader på især parkeringspladsen. Men så lang tid, naboen stadig kører og parkerer som en brækket arm, så skal det nok gå alt sammen. I det mindste lidt endnu.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095