23948sdkhjf

Kritikere: Miljøministeren er blevet tavs

Genbrugsbranchen mener, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen taler med to tunger, når han lover, at også autogenbrugere er med i regeringens visioner for et grønnere Danmark.
MILJØDEBAT På den ene side forsikrer miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), at genbrug er en mærkesag for ham. På den anden side sker der meget lidt for at fremme mere genbrug af brugte bildele. Der er tilmed opstået en tavshed, som betyder, at området rykker sig meget lidt politisk. Det er i hvert fald den oplevelse, som Børge Madsen, der er direktør hos Dansk Autogenbrug (DAG) og Dansk Bilbrancheråd, har efter den senere tids fokus, eller mangel på samme, på danske autogenbrugere. Det har udmøntet sig i en række læserbreve i Jyllands-Posten, hvor begge parter har forsøgt at råbe Esben Lunde Larsen op. DAG-direktøren skrev blandt andet:

”Det handler ikke bare om vores frustration over, at man ikke ville lytte til os, da vi appellerede til at fastholde en høj reparationsgrænse. Det handler om, at man ikke griber den mulighed for vækst, som virksomheder beskæftiget inden for sektoren kan bidrage med”.

Børge Madsen erkender i dag, at det er svært at trænge igennem i de politiske lag, når det handler om at understrege vigtigheden af, at man satser på at få genbrugt flere brugte bildøre, motorer, gearkasser, sæder, skærme og lignende, som autogenbrugerne i stigende grad danner sig et overblik over digitalt.

- Vi er naturligvis trætte af, at man sænkede reparationsgrænsen fra 75 til 65 procent. Vi forsøger også løbende at understrege, hvilke fordele der er i at støtte vores branche, når man kigger på CO2-udledning, arbejdspladser og deleøkonomi, fortæller Børge Madsen.

I den forbindelse nævner han en guide, der blev udarbejdet i 2015.

- DAG og jeg vil fremadrettet understrege, hvor meget i system, brugte bildele er kommet. Det vil sige, at man på en overskuelig og hurtig måde digitalt kan søge efter brugte dele, som intet fejler og som på grund af en ny og bedre opmærkning, hurtigt kan finde vej til biler, siger Børge Madsen.

Opmærkningen, som direktøren taler om, er de nye guidelines for brugte bildele, som AutoBranchen Danmark, Bilbranchen DI, Bilgenbrug Danmark, Dansk Autogenbrug, Dansk Bilbrancheråd, SKAD og et korps af taksatorer fremlagde tilbage i vinteren, 2015. En af guidens vigtigste funktioner er klassificeringen af de brugte dele, der overordnet opdeles i tre overordnede kvalitetskoder.

Genkender ikke kritik
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kan dog langt fra genkende det billede som tegnes. Ministeren henviser til flere initiativer, der skal underbygge den grønne omstilling i Danmark og sikre, at også autogenbrugerne bliver hørt. Derfor følte Esben Lunde Larsen sig også forpligtet til at svare Børge Madsen og DAG tilbage på debatsiderne i Jyllands-Posten. Det skete i forrige uge. Her skrev ministeren blandt andet:

”Jeg støtter helhjertet omstillingen til en mere cirkulær økonomi, og jeg er derfor uforstående over for den kritik, som Børge Madsen fra Dansk Autogenbrug rettede i Jyllands-Posten (...) Vi forhandler om EU-Kommissionens såkaldte pakke for cirkulær økonomi. Her arbejder Danmark blandt andet for at ændre de europæiske regler, og regeringen har en særlig task force, der identificerer barrierer for øget genbrug og genanvendelse. Der er også fokus på de udfordringer, som er særlige for autogenbrugsbranchen, og Miljøstyrelsen er netop ved at se på, hvordan vi kan forbedre rammevilkårene dér”, som ministeren skrev i sit indlæg.

Tilbage hos Børge Madsen er forundringen dog intakt efter ministerens respons:

- Vi har endnu ikke set noget til at en task force, der skulle sætte særligt fokus på autogenbrugerne. Derfor må jeg nok bare konstatere, at der i Danmark, rent politisk, bliver gjort meget lidt for at få gang i flere brugte bildele, fortæller DAG-direktøren.

Tager intet ansvar
Også hos Dansk Bilbrancheråd bakker man op om kritikken af ministeren, der siger ét, men gør noget andet. I mandags havde Bilbrancherådet derfor også et indlæg i Jyllands-Posten, hvor Klaus Krabbe, der er kommunikationschef blandt andet skrev:

”Når skaden (bilskaden, red.) skal gøres op, så skal den gøres op ud fra priserne på nye dele, og så kommer prisen hurtigt over den førnævnte grænse på 65 procent. Derfor klinger det hult, når ministeren skriver, at ’det er godt for både miljø og erhvervsliv, når man reparerer nye biler med reservedele fra de gamle’”, skrev Klaus Krabbe og tilføjede i indlægget:

”Ministeren har altså de rigtige holdninger, men tager ikke ansvar for dem”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112