23948sdkhjf

Spænding om importudspil for Citroën

Interdans overtagelse af Citroën importen modtages positivt af landets Citroën-forhandlere. Forlydender om ændret samlet modelstrategi.
BILIMPORT Der skal laves nye forhandlerkontrakter, når landets Citroën-forhandlere fremover skal samarbejde med den privatejede danske Interdan bilimport koncern i stedet for den fabriksejede Citroën-importør. De to brancheforeninger for nyvognsforhandlere, AutoBranchen Danmark og Bilbranchen, oplyser samstemmende, at det bebudede importørskifte er blevet godt modtaget af de involverede bilforhandlere generelt, der nu spændt afventer Interdans udmelding om vilkårene for fremtiden.

Tirsdag den 3. maj blev det meldt ud, at PSA Groupe og Interdan koncernen har indgået en aftale om importen af Citroën og DS i Danmark som en naturlig udvidelse af samarbejdet tilbage til 1950´erne, hvor Interdan overtog importen af Peugeot.

Interdan har således købt Citroën Danmark A/S, der vil fortsætte som en selvstændig brandorganisation indenfor Interdan koncernen med eget forhandlernetværk og vil være adskilt fra koncernens andre bilmærker, der tæller Peugeot og Mitsubishi. Alle medarbejdere vil på sigt blive samlet i koncernens domicil på Hovedvejen i Glostrup.

Den endelige overdragelse vil finde sted efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse af opkøbet.

Ændringen sker i tråd med ændringer på en række andre europæiske markeder, oplyste Nordens største Peugeot-importør, danske K. W. Bruun A/S, tirsdag i en pressemeddelelse. K.W.Bruun A/S står bag Interdan koncernen og varetager markedsføring og salg af Peugeot-biler samt salg af reservedele og tilbehør i Danmark, Sverige, Island, Færøerne, Letland og Estland.

Interdan ønsker ikke på nuværende tidspunkt at fortælle om den fremtidige strategi over for Motor-magasinet men nøjes med at henholde sig til pressemeddelelsens ord om synergi, et samlet stærkt modelprogram, øget brand-differentiering, skala fordele og større B2B potentiale.

Forlydender i branchen taler allerede om ændringer i modelprogrammet, så Citroën skal stå for de mindre segmenter, Peugeot for mellemklassen og DS for koncernens større og luksusbetonede modeller.

Fra Bilbranchen siger direktør Thomas Møller Sørensen, at det vil give mening at lade mærkerne supplere hinanden, som eksempelvis modellen hos den ligeledes privatejede importør Semler med mærker VW, Audi, Skoda og Seat.

- Bilforhandlerne er naturligvis spændte over nyheden, og vi står klar til at hjælpe med råd og kontrakter. Vi har internationalt set udviklingen mod et tættere forhold mellem de to mærker, der kan opnå synergi frem for at konkurrere, siger Thomas Møller Sørensen og fortsætter:

- Citroen Danmark har været en udmærket forretning i mange år, og Interdans køb skal naturligvis tjene sig ind igen ved at løfte salget – hvilket forhandlerne mener også vil komme dem til gode. Men modelstrategien har vi endnu ikke hørt konkrete planer om. På samme vis har vi ikke hørt entydige kommentarer om overgangen fra fabriksejet til privatejet importør – begge dele kan have fordele og ulemper omkring nærhed og muligheder. Men der er ingen tvivl om, at Interdan har evnet at sælge biler – ikke mindst som firstmover på privatleasing-markedet med gode tilbud, der har løftet leasingandelen i de senere års rekordbilsalg. Men de øvrige mærker har lagt mærke til Interdans strategi og kommer helt sikkert mere på banen.

Også hos AutoBranchen Danmark kan man mærke, at den kommende overgang fylder meget hos forhandlerne.

- Hele autobranchen er spændt på Interdans udspil om den færdige løsningsmodel. Det er ikke hver dag, to så store mærker slås sammen, og det vil ganske givet medføre store forandringer i markedet, siger direktør i AutoBranchen Danmark, Jens Brendstrup.

Nummer to på Top 100-liste
Interdan bilimportøren ligger på andenpladsen i Motor-magasinets brancheanalyse Top 100 fra september 2015, kun overgået af Semler-koncernen. Væksten i Interdans bilmærker, Peugeot og Mitsubishi var fra 2014 til 2015 hhv. 16,7 procent og hele 108 procent (18907 til 22.044 og fra 2264 til 4713 styk)
Til sammenligning lå Citroën på 3,6 procent vækst (12.800 til 13.257 styk).

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203