23948sdkhjf

Vil ændre måden at handle bil på

Dansk hjemmeside vil tage magten fra de fysiske bilforhandlere. Brancheforening er helt uenig.
BILSALG Mange danskere går glip af store besparelser, når de køber ny bil hos de fysiske bilforhandlere. Sådan lyder det fra AutoOffer, der er en dansk onlineplatform på www.autooffer.dk , som finder de billigste nye biler i hele Danmark. Her kan forbrugerne angiveligt spare op til 20 procent på deres nye bil, og samtidig få den gratis leveret. Dermed rusker den danske hjemmeside, grundlæagt i 2013, op i en branche, der ifølge AutoOffer er både gammeldags og uigennemsigtig.

For mange nye bilkøbere kan det være en uigennemtrængelig jungle at stå med forhandleren og skulle forhandle sig til en god prisaftale på en ny bil. Er den billigste bil den, der står hos den nærmeste forhandler, og hvor meget kan man prutte om prisen?

Det vil den nye danske hjemmeside autooffer.dk lave om på. AutoOffer er for markedet af nye biler, hvad Momondo er for rejsebranchen: En onlineportal, der finder de billigste nye biler i hele Danmark, og som allerede har forhandlet rabatter med forhandlerne, så forbrugeren slipper for det.

- Vi vil ændre måden, som danskerne køber bil på. Ved at købe online, kan man finde præcist den nye bil, der dækker behovet, og i langt de fleste tilfælde til en meget lavere pris. AutoOffer har allerede forhandlet rabatterne, og derfor slipper køberen for at forhandle priser med bilsælgeren, som de fleste overhovedet ikke er klædt godt nok på til, forklarer Søren Malmskov, der er grundlægger og CEO i AutoOffer.

Stort behov for opgør

Et lignende koncept findes i dag i udlandet, med for eksempel TrueCar i USA og AutoHaus i Tyskland, men i Danmark er AutoOffer den første af sin slags i markedet. Ifølge Søren Malmskov er der herhjemme et stort behov for at gøre op med den normale måde at købe ny bil på, hvor bilforhandlerne drager fordel af, at mange forbrugere ikke ved særligt meget om biler:

- Forhandlerne er på hjemmebane nede i butikken, og det er en kæmpe ulempe for forbrugeren. Forhandleren ved jo godt, at det sælger at give kunden en gratis prøvetur og få vedkommende ind og sidde i bilen. Så bliver man hooked, og derfor bliver kunden mindre kritisk på prisen, udtaler han og fortsætter:

- Samtidig er regnestykket oftest ekstremt kompliceret. Når man både skal have finansiering og egen bil i bytte, bliver det reelt set umuligt at gennemskue, hvad prisen på den nye bil egentlig er.

Forbrugerne skal til orde

Ud over at give forbrugerne en bedre pris, så er autooffer.dk grundlagt på en ambition om at gøre bilmarkedet gennemsigtigt ved at lade forbrugerne selv komme til orde. På hjemmesiden kan forbrugerne derfor skrive anmeldelser af deres bilkøb og give andre bilkøbere gode råd med på vejen. Og det er også helt normale forbrugere, der prøvekører de biler, som bliver testet på autooffer.dk.

- Vi vil skabe en gennemsigtighed, som der ikke er lige nu. Da vi ikke er underlagt importørens strenge regelsæt, kan vi sætte forbrugerens behov i centrum – ikke forhandlerens. Vi skal have genetableret magtbalancen i denne her branche, mener Søren Malmskov.

Forening undrer sig

- Jeg undrer mig over tonen i AutoOffers pressemeddelelse. Bilforhandlerne fremstilles som skurke, der prøver at narre forbrugerne. Mens forbrugerne fremstilles som uvidende og naive. Se for eksempel dette citat fra pressemeddelelsen: ”Forhandlerne er på hjemmebane nede i butikken, og det er en kæmpe ulempe for forbrugeren. Forhandleren ved jo godt, at det sælger at give dig en gratis prøvetur og få dig ind og sidde i bilen. Så bliver du hooked, og derfor bliver du mindre kritisk på prisen”. Det er ikke sådan, vi oplever virkeligheden, lyder kommentaren fra Lisa Sandager Ramlow, kommunikationschef hos AutoBranchen Danmark.

- Forbrugerne er ikke naive, de er tværtimod velforberedte og vidende, når de køber bil. At bilforhandleren gerne vil have kunderne ind i butikken og vise bilen frem eventuelt ved en prøvetur, fremstilles som noget negativt. Men det er vel ikke et spor anderledes end, at modeforretningen tilbyder dig at prøve tøjet, inden du køber det. Det er helt almindeligt godt købmandsskab, siger Lisa Sandager Ramlow.

- AutoOffer fremstiller sine motiver for at udbyde sin tjeneste, så man næsten får det indtryk, at vi har at gøre med en filantropisk virksomhed. Men faktum er vel, at Autooffer også udbyder sin tjeneste for at tjene penge. Det bilforhandleren gør i forretningen, forsøger AutoOffer at gøre på nettet, men uden den personlige service, tillid og mulighed for dialog, udtaler hun.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125