23948sdkhjf

Dometic er flyttet ind hos naboen

Leverandør har rykket teltpælene op for at flytte ind på nabomatriklen. Udsigten til E20 kan vi ikke undvære, siger direktør Per Flensted.
FLYTTEDAG Der er kommet lidt ekstra kød på overarmene blandt medarbejdere hos Dometic Denmark på Nordensvej i industrikvarteret ved Taulov. Gennem det seneste stykke tid har der nemlig stået indretning og flytning på programmet for virksomheden, der er leverandør af alskens former for komfort og andet tilbehør til auto-, hotel-, camping- og caravanbranchen.

Flytningen har dog ikke krævet mange dråber oktan til flyttebilen. Dometic flytter nemlig ind i naboejendommen.

- Vi har fået en unik mulighed for at flytte ind i nye lokaler, samtidig med at vi bevarer vores strategiske placering midt i landet og lige op af motorvejen, siger Per Flensted, adm. direktør i Dometic Denmark.

Showroom og akademi

Det nye Dometic-domicil kommer blandt andet til at huse et stort showroom samt koncernens internationale Dometic Academy. Den internationalt klingende kursusafdeling afløser det tidligere Waeco AirconSchool – et kursustilbud målrettet værksteder, der arbejder med klimaanlæg. Det har vist sig at være så stor en succes, at kurserne ofte har været overtegnede. De nye undervisningsfaciliteter får direkte adgang til et stort og moderne værksted.

- Mange af vores kunder er værkstedsfolk, fagnørder - i ordets bedste betydning – som gerne vil have hænderne i produkterne og tekniske forklaringer. Det får vi de bedste rammer for nu, siger Per Flensted.

Spændende naboskab

Og selv om det er vemodigt at skulle sige farvel til de bygninger, som Per Flensted selv tog det første spadestik til i 2008, så glæder direktøren sig allerede til naboskabet med de nye indflyttere. Det bliver nemlig den verdensomspændende leverandør af anhængertræk, Monoflex/Westfalia Automotive Denmark, der indtager Dometics tidligere domicil.

- Med produkter der matcher i både standard og markedssegment, giver det oplagt mulighed for et tæt samarbejde og synergi, vurdere Per Flensted.

Dometic Denmark er officielt flyttet ind i de nye lokaler på Nordensvej pr. 1. januar 2016, Flytningen markeres med et åbent hus i marts 2016 – mere information herom senere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078