Renault er igen og igen Danmarks-aktuel. I år har franskmændene præsenteret to nye biler herhjemme, nemlig den nye udgave af MPV’en Espace og Renaults version af Nissan Qashqai – franskmændenes udgave bærer navnet Kadjar.
Og til foråret kommer så yderligere en danmarkspremiere, denne gang den nye Renault Talisman, modellen, der efterfølger Laguna, som imidlertid ikke har været til salg de seneste par år. Talisman skulle efter planen holde klar hos forhandlerne uge 19 i 2016 som en bil i Passat-klassen i form af et par benzinere og flere dieseler. Det er en stor bil med elegant form. Renault Danmark forhandler lige nu med den franske producent i jagten på lave leasingpriser.