23948sdkhjf

Dansk bremse-virksomhed rykker til Polen

Godt 50 ansatte får en fyreseddel, når SBS i 2016 rykker sin pakkeproduktion fra Holstebro og til Polen. 3F vurderer dog, at de fyrede nok skal finde nyt arbejde.
UDFLYTNING Allerede i sommermånederne kom det frem, at Scandinavian Brake Systems A/S (SBS), der er en af Europas førende specialister inden for bremse- og friktionsdele til motorkøretøjer, vindmøller og industrien, ville flytte sin pakkeproduktion ud af landet. Og i midten af oktober måned blev det bekræftet.

Omkring 50 ansatte på virksomhedens Holstebro-afdeling har fået en fyreseddel, fordi pakkeproduktionen flytter til Polen. Det skrev blandt andre Dagbladet Holstebro i midten af oktober. Henrik Skytte Raahede, der fabrikschef, uddybede dengang:

- Der har været fuld åbenhed om processen, så det kommer ikke som et chok for medarbejderne. Og jeg oplever ikke gravølsstemning. Vi er alle enige om, at vi har haft en god arbejdsplads på SBS, og det vil vi også have den sidste tid, sagde Henrik Skytte til Dagbladet Holstebro.

Svær økonomi
SBS solgte i 2013 sin produktion af bremsekalibre for en pris på 208 millioner kroner. Det skete for at rette op på selskabets dårlige egenkapital, der har plaget virksomheden gennem en årrække. Frasalget fik virksomhedens omsætning og resultat til at falde. Omsætningen faldt fra 566 millioner i første halvår af 2014 til 426 millioner kroner i tilsvarende periode i år, 2015. Tilsvarende faldt resultatet efter skat fra 11,4 millioner kroner i første halvår af 2014 til 9,1 millioner i første halvår af 2015.

Udflytningen af pakkeproduktionen i Holstebro kommer til at koste mellem 12 og 15 millioner kroner på driftsresultat, oplyser virksomheden selv i en pressemeddelelse. Dog forventer koncernen, at udflytningen allerede i 2016 vil få en positiv effekt på mellem fem og seks millioner kroner.

Tager med til Polen
SBS-afdelingen i det jyske område ligger på Lundholmvej 19-23 og fungerer indtil lukningen som logikstikcenter for bremseskiver og bremsetromler. Det omfatter også hele dele importeret fra især Kina, der færdiggøres, hvorefter de mærkes og afslutningsvis pakkes.

Ifølge fabrikschefen, så har flere af de danske ansatte dog sagt ja til at tage med til Polen for at uddanne de polske fabriksarbejdere, som fremover skal stå for det logistiske:

- Der er en bonus for medarbejderne ved at blive på virksomheden, til den lukker, og cirka en tredjedel har også meldt ud, at de i en periode gerne vil med til Polen for at lære de polske medarbejdere op i jobbet, fortalte Henrik Skytte Raahede i oktober til Dagbladet Holstebro.

3F maner til ro
Ifølge den lokale 3F-afdeling ser situationen dog ikke helt sort ud for de fyrede. De ansatte har ifølge fagforeningen gode kvalifikationer allerede, der kan suppleres med efteruddannelse. Desuden er arbejdsløsheden i området faldet en del de sidste par år. Samtidig er SBS samme med 3F og et rekrutterings- og vikarbureau i dialog om at finde efteruddannelse og hjælpe de fyrede medarbejderne med at finde nyt job, skriver Dagbladet Holstebro.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11