Tesla skal angiveligt have taget skridt til at sikre sig 2500 nummerplader på grund af aftalen om en ændret beskatning af elbiler, som regeringen indgik med et bredt flertal i Folketinget tilbage i oktober, oplyser TV2.
Udsigten til at afgiftsfritagelsen på elbiler forsvinder fra nytår har ifølge tv-stationen fået Tesla til at hamstre de mange nummerplader for at kunne indregistrere biler på lager, indtil de bliver solgt. På den måde vil 2500 bilister stadig kunne købe en Tesla på de gunstige vilkår, der gælder i dag.