Sidst på året betyder firmabiltid. Selv om der ikke længere er en regnskabsmæssig begrundelse for at skifte firmabil inden den 31. december, er det alligevel nu, der for alvor tænkes, planlægges og handles firmabil. Måske fordi det er en tradition, måske fordi mange er inde i rytmen.
Derfor spidser konkurrencen blandt de mest oplagte businesscars til. Lige nu er både den helt nye Audi A4 og den opdaterede BMW 3-serie klar til lancering. Og Jaguars nye ”BMW-killer”, Jaguar XE, er stadig blandt de nye. Oppe med de tre nye 2015 er en af de absolut bedste fra sidste år, nemlig Mercedes-Benz C-Klassen.