Diesel-skandalen hos Volkswagen rykker nu ind i motorrummet på endnu en modelfavorit, nemlig motortypen EA 288, der er en videreudvikling af EA 189, som beviseligt startede VW-skandalen. Det skriver den tyske nyhedstjeneste DPA. Det er motortype, man blandt andet finder i en VW Golf.
Volkswagen er selv lidt nærrig med oplysningerne, men ifølge DPA, så drejer det sig om EA 288-motorer, som har sidder i 1.6 og 2.0 liters dieselmotorer, der er solgt fra 2012 og frem. Det drejer sig endnu mere specifikt om de motorer, der er tilpasset Euro 5-emissionsnormen, og altså ikke den kommende Euro 6-norm, skriver flere tyske medier.
Omfanget af den potentielt helt nye forgrening af skandalen er ikke fastlagt, men VW bekræfter, at man har sat undersøgelser i gang.
I Danmark står det klart, at i underkanten af 91.000 VW-biler skal en tur forbi et værksted for at få udbedret de software-ændringer, som bilkoncernen har tilføjet motorerne, så de præsterede bedre under test, end tilfældet var ude på vejene.
I Tyskland skal der tilsvarende 2,4 millioner biler på værksted, mens det i hele Europa rammer næsten ni millioner biler. Volkswagen lover, at der i januar 2016 starter en større proces for indkaldelse af de mange dieselbiler.
