Måske ikke så let at se, men den nye Audi A4 er altså ny. Men straks man kører i den… Det var pokkers – at en bil i denne klasse kan køre så godt!
Historien om Audis bil i den vigtigste firmabilsklasse begyndte i 1972 med Audi 80. Den kom i fire generationer frem til 1994, hvor modelbetegnelsen skiftede til A4. Mere end 12 millioner Audi 80 / Audi A4 biler er solgt til dato, og mærket med de fire ringe er ivrige efter mere. Den helt nye A4 skal være konkurrenterne både teknisk og teknologisk overlegne. Den skal køre bedre, virke bedre og bare VÆRE bedre. Store ord, når rivalerne hedder BMW 3-serie, Mercedes C-klasse og Jaguar XF.