Tillægsafgiften på diesel – den såkaldte udligningsafgift – forhøjes med 0,8 procent i 2016, hvilket skæpper i statskassen med ekstra 30 millioner kroner.
Stigningen følger nettoprisindekset, altså inflationen. Forhøjelsen svarer til en samlet indtægt på cirka 400 millioner kroner.
Skattereformen fra 22. juni 2012, som blev indgået mellem den daværende regering samt Venstre og De konservative forhøjede udligningsafgiften med 52 procent og indførte en årlig stigning. Den skulle finansiere en forlængelse af nulafgiften for elbiler med tre år til og med 2015. Det har formentlig været en overskudsforretning i hvert fald de første to år, hvor der blev solgt færre elbiler end ventet.