En bilsælgers bekendelser
Efter 49 år som sælger af Opel takker Lars Andersen af med en lille opsang. Her giver han et par af sine erfaringer videre.
Fredag 2. oktober stoppede Lars Andersen fra Lyngby Hovedgade efter 49 års tro tjeneste, og dermed sættes en stopper for en karriere af den gamle skole.
Lars Andersen bringer her en række bekendelser fra en fem årtier lang karriere som ansat i Andersen & Martini A/S:
- Jeg kom i lære som mekaniker i Måløv i 1966 som 17-årig. Efter seks år med hænderne i maskineriet, kom jeg ud og stå på salgsgulvet sammen med de andre sælgere. Det var så spændende; bilsalg dengang var domineret af nogle helt særlige bilsælgerarketyper – uld-kræmmere, der var frækkere end politiet tillader. Jeg var derimod den stille type, og de andre væddede om, hvor lang tid, jeg holdt – i dag har jeg solgt over 10.000 biler.
- Dengang, jeg startede i branchen, var der mange store, hæderkronede familiefirmaer i bilsælgerbranchen. De hed Dana Ford, Hans Lystrup og Svend Petersen. I dag er der kun Andersen & Martini tilbage. Alle de andre er bukket under – det er ærgerligt at se, men sådan er udviklingen.
- At sælge biler i dag er noget helt andet end dengang. Den der karikerede brugtvognssælgertype med bredt slips, seler, opsmøgede ærmer, store ord og fremstormende attitude, der sælger en bil i regn og slud, ser vi slet ikke i dag. Han er død i konkurrencen.
Hver syvende bil var en Opel
- Kunderne er blevet klogere og dygtigere. Engang kunne bilsælgere bilde kunderne hvad som helst ind, men den går ikke i dag. Internettet har gjort, at det er nemmere for kunderne at se sig for, og det synes jeg kun er en god ting – også selv om det skærper konkurrencen.
- De unge tænker jo ikke over det i dag, men dengang var der meget færre biler at vælge i mellem. Alle de koreanske og japanske mærker eksisterede jo ikke herhjemme, så det gjorde det langt nemmere at sælge Opel, der i sine velmagtsdage havde en markedsandel på 14 procent i Danmark. Det svarer til, at hver 7. bil på gaden herhjemme var en Opel - tænk lige over det!
- Mine velmagtsdage var i 80’erne – det var sgu tider! Priserne var faste, og bilerne gik som varmt brød. Folk skulle ikke prøvekøre dem, for man vidste, hvad en Opel var. Spidsede det til, fik kunden et sæt måtter med oven i prisen, og så var dén klaret. Nogle af årene solgte jeg 400 biler på egen hånd. Jeg glemmer aldrig den første dag på arbejde i Lyngby Hovedgade-afdelingen; jeg solgte tre biler på stribe – jeg var jo lige kommet ind af døren!
- Jeg har været i afdelingen på Lyngby Hovedgade i 32 år. Det var en fantastisk tid: Der var orden på tingene, kunderne var søde og havde penge på lommen. De kom fra Virum, Gentofte og omegn – typiske Opel-kunder, upper middle class. Nogle familier har jeg solgt biler til i flere generationer. Det er der nok ikke mange, der kan prale af.
Ikke et liv til forsiden
- Selvom vi går over til en højere grad af automatisering, vil der altid være brug for seriøse sælgere, der behandler kunderne ordenligt. De fleste kan godt lide at blive genkendt, når man kommer ind i en forretning, men jeg frygter, at betydningen af god service for de unge mennesker bliver mindre.
- Jeg har altid troet på Opel. I en periode havde vi udfordringer, men Opel har fundet melodien og er på vej op. De laver nogle fuldstændigt fantastiske produkter, og prisen er lige i øjet. Der er bare ikke mange, der ved, at det er verdens bedste bil til prisen. Opel er det nye VW, og derfor handler det om for Opel at få styr på brandingen – det er mit bedste råd til dem.
- Jeg har fire dejlige børn, som min kone har opdraget, mens jeg har solgt biler. Familien har selvfølgelig været påvirket af, at jeg har været så meget væk i 49 år, men så har vi arrangeret noget sammen, når jeg var hjemme. Til gengæld ikke været den store dramatik i mit liv og min karriere, og det har jeg været glad for. Det har ikke været et liv til forsiden, men det er egentlig fint nok med mig.
