23948sdkhjf

VW-skandale får optimisme til at styrtdykke i tysk økonomi

Tyske investorer og analytikere er blevet langt mere pessimistiske i kølvandet på VW-skandalen, viser måling.
DIESELGATE Skandalen i Volkswagen er en medvirkende årsag til et generelt fald i moral og optimisme blandt de tyske investorer og analytikere, viser en ny måling fra tænketanken ZEW.

Målingen fra ZEW viser et voldsomt fald til 1,9 point i oktober, mens stemningen i september lå på 12,1 point. Faldet er langt mere markant end ventet. Økonomer havde forudset et fald til omkring 6,0.

- Udslipsskandalen hos Volkswagen og usikker vækst i de nye markeder, som er under udvikling, har dæmpet de økonomiske udsigter for forbundsrepublikken, siger ZEW i en erklæring.

Bilgiganten Volkswagen meddelte tirsdag, at den vil reducere sit årlige investeringsbudget med en milliard euro (omkring 7,5 milliard kroner) i kølvandet på skandalen, der har afsløret, at bilproducenten har fusket med målinger af dieselbilers udledning.

Otte millioner køretøjer i Europa er påvirket af Volkswagen-skandalen. I Danmark alene er der fusket med softwaren i 90.927 biler, der er sendt på markedet fra 2008 til 2015.

- Den nye bestyrelse hos Volkswagen har truffet en række strategiske beslutninger på et ekstraordinært møde, hed det i en presseerklæring.

- Investeringer vil blive reduceret med en milliard euro årligt, og effektiviseringsprocessen vil blive optrappet, lød det videre fra bilkoncernen.

Dieselstrategien i VW skal også rettes ind.

- Volkswagen-mærket skal repositionere sig selv fremadrettet. Vi skal blive mere effektive og give vores produktpalette og vores kerneteknologier nyt fokus, og vi skal forsøge at skaffe plads til nye teknologier ved at øge hastigheden i vores effektiviseringsprogram, siger den administrerende direktør, Herbert Diess, i meddelelsen.

Artiklen er en del af temaet Dieselgate.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188