23948sdkhjf

Formel Ford lever og har det godt

Klassen er ikke uddøende, som angivet ved præsentationen af Formel FDM, anfører kørerforeningen.
VI HAR MODTAGET Det var med nogen undren, iblandet en smule forargelse, at jeg forleden i Motor-magasinet kunne læse, at Jesper Carlsen og Dan Suenson mente at vide, at Formel Ford er en ”uddøende race”. Jeg er naturligvis udmærket klar over, at udsagnet var en del af promoveringen af deres nye Formel FDM-bil, som de ser som afløseren for Formel Ford, men selv den mest ihærdige markedsføring bør ikke afholde nogen fra at holde sig til sandheden.

Sandheden er nemlig, at Formel Ford-klassen lever i bedste velgående. Vi er netop nu på opløbsstrækningen i endnu en fin og afvekslende sæson, og med minimum 12-14 biler meldt til i 2016 tegner alt til, at det fortsætter næste år.

DET ER VEL IKKE HELT tilfældigt, at Daniel Lundgaard, søn af den tidligere rally-europamester Henrik Lundgaard, efter en halv sæson i Formel Ford virkelig har fået forløst sit potentiale og i 2016 går efter DM-titlen.

Hvis det lykkes for unge Lundgaard, vil han skrive sig ind i en perlerække af store navne, der er startet deres karriere i Formel Ford-klassen, og som siden har gjort sporten til deres levevej. På den hjemlige bane drejer det sig om blandt andre Nicolas Kiesa, Jan Magnussen, Kevin Magnussen og Dennis Lind, og svinger vi skarpt til højre ud over landets grænser, støder vi på navne som Michael Schumacher, Ayrton Senna, Mika Häkkinen, Jenson Button og Kimi Raikkonen.

Alle lever de op til den gamle sandhed om, at ”enhver, der er dygtig til at køre en Formel Ford, kan køre en hvilken som helst racerbil”.

FORMEL FORD HAR HIDTIL været, og vil fortsat være, storleverandør af talenter til større udfordringer, og derfor ærgrer det mig på sportens vegne at skulle læse, at erfarne, og i motorsportskredse respekterede personer som Dan Suenson og Jesper Carlsen – sidstnævnte i øvrigt med en fin fortid i Formel Ford-klassen – forsøger at snakke klassen i graven. Det ærgrer mig først og fremmest, hvis et så uoverlagt og udokumenteret udsagn afskrækker forældre til motorsportstalenter og potentielle sponsorer fra at investere tid, kræfter og penge i en bil, der har været, og er, så værdifuld for dansk motorsport.

Jeg vil derfor sige, som forfatteren Mark Twain gjorde, da han på en rejse i udlandet ad omveje fik at vide, at han skulle være afgået ved døden:
- Rygtet om min død er stærkt overdrevet.


På Formel Ford kørerforeningens vegne

Klasserepræsentant for Formel Ford

Jørgen Løjborg Jensen


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078