23948sdkhjf

25 år med den danske Mr. Toyota

I 1990 blev Kristian Krapper ansat i Toyotas marketingafdeling og kan i dag fejre 25 år som firmaets mand og adm. direktør på sjette år.
JUBILÆUM De mest solgte biler i Danmark hed Toyota Corolla og Toyota Hiace, internettet var ikke-eksisterende, og fritiden blev primært brugt som golfspiller på eliteplan. Toyota Danmarks administrerende direktør Kristian Krapper var nyudklækket fra Handelshøjskolen i København og kun 26 år, da han i 1990 blev ansat i marketingafdelingen med ansvaret for Toyotas varebiler i Danmark.

Her 25 år senere er der løbet en hel del vand gennem åen. Corolla og Hiace er afløst af Auris og Proace, få husker en tilværelse uden internet, og Kristian Krapper har skiftet golfkøllerne ud med tennisketsjeren, ligesom han for længst også har skiftet positionen i marketingafdelingen ud med direktørstolen.

Rejsen dertil har budt på et væld af udfordringer, der alle sammen har været med til at ruste Krapper til rollen som den øverste ansvarlige for Toyota i Danmark.

Det stod ikke skrevet i kortene, da eksamensbeviset som cand.merc. fra Handelshøjskolen i København var i hus, at karrieren udelukkende skulle forme sig hos den japanske bilproducent. Krapper har således aldrig været decideret bilfetichist, og hans eneste kendskab dengang til bilbranchen var gennem en Citroën 2CV studiebil og et sommerjob i gymnasietiden som såkaldt ”plukker” på reservedelslageret hos et tysk bilmærke.

Men interessen for markedsføring, forretningsudvikling, kundeservice og strategi drev den unge Krapper ind i virksomheden, der dengang i flere år havde været Danmarks mest populære bilmærke og senere udviklede sig til at blive verdens største bilproducent.

- Jeg interesserede mig ikke specielt for biler og kendte ikke meget til Toyota. Jeg havde læst en artikel i et amerikansk magasin om Toyotas store fokus på kundeservice, og det faldt jeg for. Det virkede som en sympatisk virksomhed med moralen og etikken i højsædet. Det har jeg bare fået bekræftet utallige gange efter, fortæller Kristian Krapper.

Estland og finanskrise

Hans vej gennem Toyota-organisationen er gået forbi flere forskellige områder som bl.a. marketing, kunderelationer, flådesalg, IT, HR og forhandlerudvikling.

- Jeg har altid syntes, at det var ekstra spændende at implementere noget helt nyt og stort. Dengang vidste kunderne jo ikke meget om de forskellige bilmodeller, inden de kom hen til forhandleren. I dag har den typiske kunde hos forhandleren allerede sat sig ind i det meste på nettet og måske endda på forhånd konfigureret sin egen bil. Sælgeren fungerer i dag i højere grad som rådgiver, siger Krapper.

I 2003 begyndte Krapper hos Toyota Nordic, hvor han var med til at skabe synergi i Norden og effektivisere de nordiske Toyota-organisationer. Det førte tre år senere til stillingen som administrerende direktør for Toyota Baltic med hovedsæde i Estland. Her lærte Krapper, at man kan sælge biler og løse opgaver på mange andre måder, end det han hidtil havde oplevet i Danmark.

- Vi var et meget ungt team og var ikke særlig mange ansatte. Alligevel solgte vi et hav af store og dyrere biler som Toyota RAV4, Toyota Land Cruiser og mange Lexus-modeller”, fortæller han.

Den markante vækst stoppede dog brat, da finanskrisen indtraf i 2008, og samme år faldt salget 80 procent. Her fandt Krapper for alvor ud af, hvor stor betydning eftermarkedet har. De mange solgte biler i vækstårene skulle jo stadig serviceres, og det var i krisetiden med til at redde regnskabet for den baltiske Toyota-organisation.

I 2009 vendte Krapper hjem til Danmark og til hans nuværende position som adm. direktør for Toyota i Danmark. Her har han i nu seks år i et mere og mere konkurrencepræget marked formået at holde Toyota blandt de mest solgte bilmærker i Danmark samt sikre forhandlerne et fornuftigt forretningsgrundlag.

Fejeres i København

- Toyota er fortsat en virksomhed med moralen og etikken i højsædet. Der er et stort fokus på kundetilfredshed og på hele tiden at gøre tingene bedre. Vi har introduceret hybridbiler, der forurener mindre, og kommer nu også med en brintbil, der under kørslen kun udleder vanddampe. Det er nyt og stort – og ekstra spændende, siger Krapper, der sideløbende med karrieren altid har holdt sig i fysisk god form.

For 25 år siden foregik det som golfspiller på eliteplan i konkurrence med bl.a. Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen.

I dag er golfkøllerne fortrængt af tennisketsjeren. En sport, der i øvrigt også har grebet resten af familien, som sammen kører rundt til turneringer i ind- og udland og på den måde samtidig sørger for at holde produktkendskabet ved lige.

Kristian Krapper fejrer 25-års jubilæum fredag 11. september i København.

[CHARENTITY]8[/CHARENTITY]bauer
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11