Ifølge flere medier lancerer trafikselskabet Arriva, Rejsekortet og BMW et helt nyt delebilskoncept, som skal nytænke hele den offentlige transport i København. Projektet er planlagt til at rulle ud allerede 3. september.
BMW skal levere 400 i3-modeller – en hybrid elbil – som bookes via BMW's eksisterende DriveNow-platform, som består af en app til smartphones, hvor brugerne nemt kan lokalisere biler i nærheden. Brugeren kan også blot sætte sig ind i en ledig bil på gaden. Brugeren identificeres med rejsekortet, som også bruges til at tjekke ind og ud – akkurat som med bus og tog. Prisen er små fire kroner i minuttet – eller 190 kroner i timen, som også giver fri parkering på alle parkeringspladser .Det er Arriva, der administrerer bilflåden, mens energiselskabet E.ON leverer ladestandere, som der er 640 af i området.