Der blev slået så hårdt med auktionshammeren af bare iver, at slåbrættet flækkede, da Evan Jensen, nyligt afgået kædeformand for Auto-G grossisternes fælles værkstedskæde Autoplus, i højt humør agerede auktionarius på en række fine værktøjer ved indvielsen af den nye Viborg-afdeling.
Til stede ved indvielsen af den tidligere Mekonomen-afdeling, der nu er klædt i Auto-G farver og interiør, var et par hundrede kunder samt en stribe leverandører med varer. Og selvfølgelig de tre indehavere, Auto-G formand Jan Christensen, Erik Nymann og René Knudsen, sidstnævnte tidligere hos Mekonomen Skive, Holstebro og Thisted.