Stiller forslag om en standard-slutseddel
AutoBranchen Danmark giver FDM medhold i for mange fejl i slutsedler men indvender, at størstedelen er småfejl.
AutoBranchen Danmark erkender, at der er plads til forbedringer på området men understreger, at langt de fleste fejl eller mangler i de slutsedler, som brancheorganisationen har fået forelagt, er små og ubetydelige.
- Jeg kan godt ryste på hovedet af de små og tåbelige fejl, der kan forekomme i slutsedlerne og undre mig over, at forhandlerne benytter forældede slutsedler. Andre gange mener vi så, at FDM hænger sig lidt for meget i bagateller. Men både forbrugerne og autobranchen vil have gavn af en standardslutseddel, hvis der kan opnås enighed om det, siger advokat i AutoBranchen Danmark, Lars Ellegaard, og fortsætter:
- Netop derfor har vi forsøgt at indlede en dialog med FDM om at lave en fælles slutseddel, som vi begge kan stå inde for.
FDM tager bolden op
Fra FDM siger juridisk chef, at en fælles slutseddel på tværs i autobranchen er en rigtig god ide.
- Vi vil fra FDM tage bolden op og samle branchen til en drøftelse ud fra at se slutsedlen som en slags fælles huskeseddel. Udfordringen er, at bilforhandlerne benytter flere slags slutsedler, herunder nogle importørers. Og så har vi knasten, der har været diskuteret i årevis, at forhandlerne forbeholder sig at kunne hæve salgsprisen, efter at underskriften er sat, med 10 procent, hvis importørerne lader bilprisen stige inden levering. Det må forhandlerne ikke ifølge forbrugerombudsmanden, siger Per Alkestrup.
FDM mener, at spørgsmålet om småfejl, som AutoBranchen Danmark udtaler, at FDM i høj grad lægger til grund for sin kritik, er en smagssag.
- Vi mener ikke, der er tale om småfejl, når der kun findes én bilnøgle på selv en ældre bil, hvis forbrugerens forventning er to nøgler. Eller når forhandlere springer vigtige punkter over, eksempelvis om trafikskader. Disse ting ser vi frem til at drøfte med brancheorganisationerne, siger Per Alkestrup.
Indbyder til kursus
I erkendelse af at der fortsat er problemer med kvaliteten af slutsedlerne i branchen udbyder AutoBranchen Danmark et kursus til medlemmerne. På kurset får man redskaber til at sikre, at der ikke begås fejl, når slutsedlen skal udfyldes. Derudover vil man få viden om den nyeste køberetlige retspraksis.
- Vi mener, at vi som branche kan gøre det bedre, og netop derfor afholder vi dette kursus, hvis formål er at sikre, at forhandlerne og deres medarbejdere ikke laver fejl i slutsedlen. Det vil til start kun blive afholdt i Kolding, men hvis der er en stor efterspørgsel, vil vi selvfølgelig brede det ud til andre landsdele, siger Lars Ellegaard.
Som deltager på kurset vil man desuden blive i stand til at undgå overflødige reklamationer og lære om, hvordan kundernes reklamationer med fordel kan håndteres.
Kurset finder sted hos IBC Innovationsfabrikken, Birkemosevej 1, 6000 Kolding, torsdag den 21. maj 2015 klokken 16-18.30 med efterfølgende mulighed for at netværke over en let tapasanretning. Sidste tilmeldingsfrist er en uge før mødet til Anne Heldgaard på anh@abdk.dk.