CAD udvider med tanke på fremtiden
Sekretariatet for de frie autoværksteder flytter til toppen af Autobranchens Hus.
Dermed får CAD mere albuerum, da behovet for mere plads var påkrævet. Foreningen får ekstra 100 kvadratmeter at boltre sig på og skal ydermere forøge personalestyrken hen over sommeren og efteråret, hvilket også kræver mere plads. Flytningen skal således ses som et led i en samlet strategi, der skal styrke CAD til fremtidens udfordringer inden for bilbranchen.
- Det er glædeligt at kunne tilbyde CADs medarbejdere nogle mere tidssvarende kontorlokaliteter og mere optimale fysiske rammer herunder især særskilt køkken og kantinefaciliteter. Ud over vi får den plads til rådighed, vi i CAD har et stort behov for, er det en ekstra bonus at kunne nyde den fantastiske udsigt over Storkøbenhavn fra 4. sal, uanset hvor man sidder i CADs nye kontorfaciliteter, siger CADs direktør Erik S. Rasmussen.
I forbindelse med flytningen har Dansk Autogenbrug i øvrigt besluttet at indgå i et kontorfællesskab med CAD, ligesom CAD også forestår den administrative del af Dansk Autogenbrug. Autobranchens Hus får endvidere renoveret husets indgangsparti og P-arealer, så Autobranchens Hus kan fremstå som et præsentabelt og tidsvarende domicil for CAD og DAG.
Foreningen ser frem til at byde medlemmer og samarbejdspartnere velkommen i de nye lokaler på toppen af Autobranchens Hus.