Bilbranchen har høje salgstal i vente
Dansk Auto Logik har sikret sig Mercedes, Dacia, Nissan og Renault.
- I de seneste par uger har vi oplevet en aktivitetsfremgang, som vi ikke har set tidligere. Vi har normalt altid ekstra lastbiler, vi kan sætte ind, men lige nu er alle lastbiler i gang, fortæller direktør Kurt Rath.
Dansk Auto Logik A/S har konsolideret sin førerposition på det danske marked. Selskabet har igen fået ansvaret for distribution af alle Mercedes biler i Danmark, og pr. 1. juni har man også fået opgaven med at distribuere Dacia, Nissan og Renault til forhandlere vest for Storebælt. Disse nye kunder kan dog langt fra forklare hele stigningen, hvorfor Kurt Rath forudser pæne salgstal for bilbranchen - også i de kommende par måneder.
Hos Dansk Auto Logik er man vant til, at aktivitetsniveauet svinger i forhold til bilsalget, og ofte kan de kommende måneders indregistreringstal forudses netop i forhold til, hvor mange biler Dansk Auto Logik har flyttet.
- Medmindre forhandlerne sætter alle bilerne på lager, tør jeg godt love, at der fortsat kommer meget høje indregistreringstal, forsikrer Kurt Rath.