Magnussen skal kæmpe for top-10-startplads i Monaco
Ved den tredje og sidste træning i Monaco kørte Kevin Magnussen hurtigere end teamkammerat Jenson Button.
Ved den tredje og sidste træning, som startede lørdag formiddag, blev den danske McLaren-kører noteret for 11. hurtigste tid med 1.18,249 minutter.
I torsdagens to første træninger kørte Magnussen begge gange i top-10 som nummer henholdsvis 9 og 10. Den sidste af torsdagens træninger var præget af regnvejr, mens de to øvrige blev afviklet under skarp sol og tørvejr.
Især ved lørdagens sidste træning blev der kørt stærkt. Hurtigst var den VM-førende Lewis Hamilton (Mercedes), der var halvandet sekund hurtigere end Magnussen med tiden 1.16,758 minutter.
Magnussen kan dog glæde sig over, at han for anden gang ud af tre mulige i Monaco var hurtigere end teamkammerat Jenson Button. Briten var 12'er med tiden 1.18,262 minutter, så forskellen på McLaren-kørerne var minimal.
Inden søndagens løb er Magnussen på en samlet niendeplads i VM-stillingen efter fem løb. Hvis det ikke havde været for de seneste tre løb, hvor det ikke er blevet til point, kunne Magnussen have været placeret bedre.
Søndagens grandprix begynder klokken 14.
/ritzau/