Bilister ønsker mere elektronisk sikkerhedsudstyr
Vi vil gerne have, at vores biler i højere grad styres ved hjælp af elektronisk udstyr, radar og sensorer, viser en Bosch-undersøgelse.
Og bilisterne ser ud til at være klar til at hoppe med på den teknologiske bølge. Det viser en repræsentativ undersøgelse, som den tyske industrikoncern Bosch har foretaget blandt mere end 4500 bilister i Tyskland, Frankrig, Italien, England, Belgien og Spanien.
Undersøgelsen viser, at langt størstedelen af de adspurgte bilister var interesseret i, at bilen i højere grad styres ved hjælp af elektronisk udstyr. Hele 59 procent af de adspurgte svarede, at de var positive overfor automatiseret kørsel, som kan styre bilens hastighed og advare mod chikaner, trafikkøer med mere, så længe det stadig er muligt manuelt at slå disse funktioner fra.
49 procent svarede, at de anså det for teknisk muligt at producere biler, der er automatisk styret. Og 41 procent at de adspurgte var enige i, at automatisk styrede biler vil resultere i større trafiksikkerhed.
Hvert år dør der mere end en million mennesker i trafikken. FN skønner, at tallet på verdensplan vil være så højt som 1,9 millioner i 2020. Ifølge trafikrapporter er ni ud af 10 ulykker forårsaget af menneskelige fejl, og derfor giver det, ifølge Bosch, god mening, at køretøjer bliver udstyret med teknisk intelligens.
Lisa Berg Nielsen, der er kommunikationschef hos Bosch, mener, det ikke er nok i sig selv, at ingeniører inden for bilindustrien konstant arbejder på at nedbringe disse tal.
- Det drejer sig i høj grad også om at vinde folks hjerter, sind og hermed tillid til systemerne, siger Lisa Berg Nielsen,
Fodgængeres færden
Men ifølge Boschs undersøgelse, så er europæerne særdeles interesseret i, at bilparken bliver udstyret med avanceret elektronisk udstyr, der eksempelvis kan reducere bilens blinde vinkler. En kombination af radarsensor og videokamera kan gøre bilen i stand til at registrere fodgængere og genkende deres bevægelsesretning. Nødbremsesystemer kan reducere antallet af kollisioner fra bagvedkørende biler med op til 70 procent.
ACC forudser farer
Bosch arbejder også på at gøre internetbaserede navigations-datasystemer til standardudstyr i alle biler, så bilisterne kan modtage oplysninger om den aktuelle trafiksituation, og eventuelle hastighedsbegrænsninger, og ud fra en række komplicerede data vælge den mest hensigtsmæssige rute. Allerede i dag kan bilens fører informeres på forhånd om en kurve eller hastighedsbegrænsning. I næste trin forbindes disse data med en ACC-styreenhed (Adaptive Cruise Control) i fartpiloten, og resultatet er "forudseenhed". ACC regulerer automatisk bilens hastighed og bremser nu før kurver, hastighedsbegrænsninger og byskilte samt forhindringer og forankørende biler. For bilens fører betyder det øget sikkerhed og komfort.
Pålidelig elektronik
- Hos Bosch forventer vi, at udviklingen over de kommende år bevæger sig i retning af stadig mere automatiseret kørsel, også som netværksforbundet kørsel, og den indbyggede elektronik-arkitektur skal gøre alt dette hundrede procent pålideligt, siger Lisa Berg Nielsen og fortsætter:
- Hjemme accepterer vi modstræbende, at pcen går ned, men det må ikke ske i kørende trafik. IT-branchen spiller en betydelig rolle i den fremtidige vejtrafik, men den vil ikke selv kunne sætte computere på hjul - automatiseret kørsel er bilindustriens domæne. Og det afgørende for denne industri er, ligesom for bilisterne; sikkerhed først.