23948sdkhjf

Irriteret Magnussen: En fejl at jeg rammer Räikkönen

Kevin Magnussen er møgsur over, at han kørte ind i Kimi Räikkönen på anden omgang i Malaysia.
Racerkøreren Kevin Magnussen er godt træt af sin egen præstation søndag, hvor han blev nummer ni i grandprixet i Malaysia.

Magnussens andet Formel 1-løb blev præget af en kollision med Kimi Räikkönen (Ferrari) i indledningen på løbet.

Danskeren fik ødelagt sin frontvinge i sammenstødet med finnens bagende, hvilket sænkede Magnussens fart på løbets første omgange. Derudover blev han idømt en tidsstraf på fem sekunder.

- Jeg er superærgerlig over mig selv. Det var rigtig dumt. Jeg ligger på ydersiden og gasser op, fordi jeg ser et hul. Og så dukker Räikkönen op. Det skulle jeg have forudset, kritiserer han sig selv.

- Et Formel 1-løb er rigtig langt, og der skal ikke ske sådan noget i første sving. Det er min skyld og fejl, og jeg undskylder over for holdet. Jeg er sur over den fejl, siger Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen debuterede for to uger siden i Formel 1 i Melbourne med en andenplads.

Men McLaren-teamet var forberedt på, at denne søndags løb ville blive vanskeligere.

- Vi vidste godt, at det ikke ville blive en ommer i forhold til det, vi gjorde i Australien. Vi havde forventet at få det sværere her på grund af de høje temperaturer og de hurtige sving, forklarer han.

Banetemperaturen var over 50 grader, og det er hårdt ved dækkene. Og det er ikke forhold, som McLaren bryder sig om i øjeblikket. Holdet vil hellere køre på langsommere baner i køligere vejr.

- Der er vi stærkere og tættere på de hold, der er hurtigst. Personligt kan jeg bedre lide de hurtige baner, men det er ikke der, vi er nu. Men de fleste baner i Formel 1 er hurtige og varme, så vi skal forbedre bilen og forståelsen af de forhold. Det vil hjælpe os, siger han.

Danskeren synes ellers, at holdet rundt om ham gjorde det godt i Malaysia.

- Bilen var god, og teamet gjorde det godt. Jeg mener, at vi kan lære rigtig meget af den her weekend, siger han.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt løbet på suveræn vis med holdkammeraten Nico Rosberg på andenpladsen.

Formel 1-sæsonen fortsætter allerede om en uge, når der er grandprix i Bahrain.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094